Boligmarkedets nøgletal for november fortæller historien om et boligmarked i god form. Det tegner lovende for starten på et nyt år, hvor flere udfordringer presser sig på.

Boligmarkedets dagsform er god. November 2023 bød således på endnu en solid måned med beherskede prisstigninger og faldende salgstider, viser tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.

Eneste nøgletal, der slører billedet, er størrelsen på de afslag, der gives i pris. De er i november steget mellem 15 og 44 kr. per kvm, hvilket ifølge Estate må anses som en beskeden stigning.

- De, som beskæftiger sig professionelt med boligmarkedet i disse år, har svære vilkår med at ramme plet i deres forudsigelser. Lige nu er renten for eksempel steget, og alligevel har vi set prisstigninger og et pænt antal bolighandler, da pandemien ramte, var den gængse spådom nedtur og fald, men vi så det modsatte, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Plejeboliger for 25 milliarder. Konferencen afholdes den 9. april 2024.

Han vurderer, at boligmarkedet står stærkt henimod slutningen af et år, der har været præget af flere bemærkelsesværdige begivenheder.

- Året startede med en varslet økonomisk krise, men vi har netop fået skattelettelser for 10 milliarder. Samtidig er renten næsten tidoblet, hvis man har et variabelt realkreditlån, og endelig har de seneste måneder været præget af usikkerheden om de nye ejendomsvurderinger. Når det er sagt, er det utroligt positivt, at boligmarkedet kører videre, som om intet var hændt, siger Thomas Hovgaard.

Der er ifølge ham en chance for, at boligmarkedet vil komme langsomt ud af starthullerne i 2024 i forhold til tidligere år.

- Vi aner ikke, hvordan markedet vil reagere på de nye vurderinger. Det vil dog ikke overraske, hvis det nye år starter, som om intet var hændt. Ledigheden er lav, inflationen er næsten tilbage på normalt niveau, og der har været forlydender ude om kommende rentesænkninger. Men skal man følge almindelig logik, bør vi forvente en eller anden form for markedsreaktion, siger Thomas Hovgaard.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.