Guldborgsund Kommune har indgået en ny aftale om udviklingen af den nye museumsinstitution Art Barns, der sigter mod at gøre Lolland-Falster til en international kunstdestination. Kommunen bevilger 1 million kr. til formålet i år, samt afsætter 19 millioner kr. i budgetforhandlingerne 2025-2028.

Art Barns vil ifølge planen bringe verdensstjerner inden for samtidskunsten til Lolland og Falster og give nyt liv til øernes unikke kulturhistoriske bygningsarv med en permanent samling af kunstværker i helt store formater.

Med støtten er de første 3 projekter i Guldborgsund Kommune på vej til at blive en realitet, og organisationen bag skal have den nødvendige restfinansiering på plads inden årets udgang med hjælp fra staten og fonde.

Den kommunale medfinansiering er en vigtig løftestang for den samlede finansiering.

De første 3 projekter etableres i Fuglsang Herregaard, Vennerslund Gods og i Bønnelyches Pakhus i Nysted.

”Den kommunale medfinansiering bringer os et afgørende skridt tættere på at gøre Art Barns’ vision til virkelighed. Vi er overbeviste om, at en så væsentlig lokal medfinansiering – sammen med de øvrige støttetilsagn, vi har modtaget indtil nu – vil være den nødvendige løftestang for, at vi med hjælp fra staten og flere fonde kan opnå fuld finansiering til de første tre Art Barns inden året er omme.” udtaler direktør for Art Barns Christoffer Hauglund Faurschou.

Om Art Barns

Art Barns er en nyskabelse inden for museumsverdenen, en enestående form for lokalt forankret kunstinstitution, og ønsket er, at Art Barns vil gøre Lolland-Falster til en international kunstdestination på højde med de bedste i verden.

Art Barns vil skabe en permanent samling af store og væsentlige kunstinstallationer, der er skabt af verdens mest betydningsfulde samtidskunstnere, og udstille dem permanent i den fantastiske kulturhistoriske bygningsarv, der findes på tværs af øerne, og som rummer et stort, uudnyttet potentiale. Ved at gentænkte brugen af allerede eksisterende kunst- og bygningsværker kan nye store kunstoplevelser opstå i samspillet mellem samtidskunst og historisk arkitektur.

Udstillingsstederne - som kaldes Art Barns (på dansk: kunstlader) - tager besøgende fra hele verden på en rejse på tværs af øerne, og placeringen af hver enkelt Art Barn er tænkt ind i og supplerer øernes mange eksisterende og fremtidige attraktioner.

Ved at tænke Art Barns som en samlet destination, der understøtter og binder Lolland-Falsters øvrige attraktioner sammen, ønsker man at skabe en god og bæredygtig udvikling på øerne til gavn for både borgere og besøgende.

Gennem de seneste år har Art Barns mødt stor opbakning fra lokale samarbejdspartnere. Mange bygningsejere ønsker at stille historierige bygninger til rådighed som permanente udstillingssteder, og Art Barns har aftaler om at overtage skødet på de første. Samtidig har en række førende internationale kunstnere sagt ja til, at deres hovedværker kan få et permanent hjem på Lolland-Falster. Flere har allerede været på besøg og udviser stor begejstring for museets originale format og øernes rige historie.

Realdania har forrige år støttet en forundersøgelse, der har udviklet og kvalificeret Art Barns’ driftsmodel og udviklingsplaner samt forstærket overbevisningen om, at Art Barns i løbet af få år kan skabe en økonomisk selvbærende drift, der vil bidrage markant til væksten og kulturlivet på Lolland og Falster. Art Barns har siden modtaget tilsagn om støtte fra andre fonde til henholdsvis kunst og arkitektur.

Fonden bag Art Barns er etableret med Christoffer Hauglund Faurschou som direktør og en bestyrelse, der afspejler internationalt udsyn og lokal forankring på Lolland-Falster.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.