En salgsopgave i denne størrelse hører til sjældenhederne hos Nordicals Vendsyssel, som fortæller, at de allerede har fået flere henvendelser på ejendommen.
Konkret har Nordicals Vendsyssel fået til opgave at sælge en markant lager- og produktionsejendom med tilhørende administrationsbygning beliggende på Kjeldgaardsvej 3 i et godt etableret erhvervsområde i Sæby. Ejendommen, som ligger på et grundareal på 56.609 kvm og består af et 18.945 kvm stort erhvervsareal fordelt på 16.732 kvm højloftet produktion og lager samt 2.213 kvm administration, kantine og velfærd.
Lager- og produktionsejendommen er udbudt til 65 millioner kr.
”Ejendommen fremtræder særdeles velholdt og fremstår fuldt ud opdateret til nutidens krav til en moderne produktionsvirksomhed,” forklarer Simon Wiehl.
Partneren i Nordicals Vendsyssel fremhæver derudover ejendommens attraktive beliggenhed cirka 3 kilometer fra motorvejsnetværket E45 og 15 kilometer fra færgelejet i Frederikshavn som en strategisk fordel, fordi placeringen blandt andet åbner op for en lang række muligheder inden for offshore-sektoren på grund af den gode infrastruktur.
Det er den danske agrokæmpe Skiold, der ønsker at afhænde ejendommen. Det sker som led i flytning af produktion til udlandet i forbindelse med et strategisk skift i virksomheden.
”I forbindelse med et strategiske skift i virksomheden er det blevet besluttet at konsolidere en stor del af virksomhedens globale produktion på vores eksisterende fabrik i Polen. Vi har derfor ikke længere brug for en bygning af denne størrelse i Sæby, og vi vil derfor gerne flytte i mindre lokaler uden produktion og lager. Det er planen, at vores hovedsæde også fremadrettet skal ligge i Sæby med fokus på salg, udvikling og administration,” forklarer Rasmus Sandorff Jacobsen, CFO i Skiold.