Et nyt fængsel med 400 pladser og lige så mange ansatte skal placeres i Viborg Kommune. Nu begynder arbejdet med at finde en konkret placering. Etableringsudgifterne til et nyt fængsel skønnes i alt at være cirka 3 milliarder kroner.

Et nyt, lukket fængsel skal etableres i Viborg Kommune. Det er aftalepartierne bag aftalen om kriminalforsorgens flerårsaftale 2022- 2025 enige om.

Dermed har kriminalforsorgen og Viborg Kommune grønt lys til at gå i gang med at finde en egnet grund til fængslet, der skal have plads til 400 indsatte. Der sigtes indtil videre efter, at fængslet står færdigt i 2030.

- Det er utrolig glædeligt, at vi nu for alvor kan gå i gang med forberedelserne til at etablere et nyt fængsel i Viborg, og vi har været utrolig glade for det samarbejde, vi har haft med kommunen om det kommende fængsel. Kriminalforsorgen har hårdt brug for mere kapacitet for at komme tilbage i balance, ligesom vi har brug for flere fængselsbetjente. Den del kommer vi til at arbejde med sideløbende i og omkring Viborg Kommune, siger direktør for kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Kriminalforsorgen søger en grund med et areal på 350.000 kvm, og fængslet skal være centralt placeret i forhold til vigtig infrastruktur som eksempelvis motorvej eller hovedvej samt offentlig transport.

Viborg Kommune har udpeget 2 områder, hvor det kommende fænsel kan placeres. Det er henholdsvis øst for Møldrup mellem Skivevej og Hobrovej eller syd for Firehuse, mellem Karup og Frederiks.

Hvis byrådet godkender dem på mødet den 24. april, vil vi gennemføre en offentlig høring, så vi kan få input fra de borgere, der bor tæt på, fortæller borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek.

Ud over et nyt fængsel i Viborg arbejder kriminalforsorgen intensivt med at øge kapaciteten andre steder i landet. Derfor er der allerede iværksat mange initiativer, som får effekt over de kommende år. Af større, kommende initiativer kan følgende fremhæves:

2024: 50 nye lukkede pladser i Ringe Fængsel
2025: 200 nye lukkede pladser i Sdr. Omme Fængsel
2029: 400 nye pladser i ny områdearrest i Slagelse

Sideløbende arbejdes der fortsat på at leje 300 fængselspladser i Kosovo, hvor der pt. afventes ratificering af traktaten i parlamentet i Kosovo.

Derudover fremgår det af regeringsgrundlaget for SVM-regeringen, at der skal opføres nye fængsler i Danmark og på Færøerne.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne