For få dage siden fik man i ZOO en besked, der gav anledning til store smil og highfives på kontoret. Nemlig tilsagnet om de sidste millioner, der gør det muligt at bygge Biodiversitetscenter ZOO. Et centrum for alle de aktiviteter omkring biodiversitet og beskyttelse af truede arter, som ZOO er involveret i.
Det er skovejer Carsten Følsgaard, der har været den største private bidragsyder til projektet og derudover gør millionbevillinger fra Novo Nordisk Fonden, Augustinus Fonden, Alfred Benzons Fond, Knud Højgaards Fond, Beckett Fonden, Skibsreder Per Henriksens Fond, Louis Petersens Legat og William Demant Fonden det muligt at bygge det, som skal blive til et stort multifunktionelt fyrtårn på hjørnet af Roskildevej og Søndre Fasanvej.
Biodiversitetcenter ZOO er tegnet af Arkitektfirmaet CCO.
Byggeriet forventes igangsat: primo 2025
Forventes færdigt: ultimo 2026
-Der er heldigvis mange forskellige aktører, der sammen med os, vil gøre en forskel for verdens dyr og natur. Det skal vi selvfølgelig bruge aktivt i de nye rammer. Derfor skal Biodiversitetscenter ZOO også rumme et spirende netværk, hvor Zoologisk Haves eksperter kan udveksle ideer med visionære danske virksomheder og organisationer. Det bliver meget spændende at se, hvor meget vi sammen kan udrette i fremtiden, lyder det fra Pernille Mehl.
-Vi er stolte af, at Biodiversitetscenter ZOO bliver etableret i den største kulturinstitution på Frederiksberg. Frederiksberg Kommune har en vision om at være en grøn oase midt i hovedstaden med masser bynatur og høj biodiversitet. Det kunne med andre ord ikke være et bedre match siger borgmester på Frederiksberg, Michael Vindfeldt.
-De fysiske rammer for vores dyrlæger og forskere har længe været utidssvarende i forhold til den moderne ZOO, vi er i dag. Samtidig vil vi gerne give både børn og voksne mulighed for at følge med live, når der laves DNA-analyser, foretages CT-scanninger, eller hvis et dyr skal undersøges eller opereres. Derfor bliver en ny dyreklinik og forskningsfaciliteter også en del af det nye hus, fortæller zoologisk direktør Mads Bertelsen.
Udover indkig til forskning, laboratorier og dyreklinik, vil ZOOs gæster kunne følge med i arbejdet i felten i Grønland, Sydafrika, Brasilien og andre steder gennem en spektakulær videoinstallation.