Københavns nye fjernbusterminal står snart klar til at tage imod busser og passagerer. Nu sætter Københavns Kommune dato for åbningen. Det bliver d. 6. juni 2024.

Anlægsarbejdet til busterminalen begyndte i 2021. I alt har terminalen kostet ca. 165 millioner kr.

En moderne ventesal hvor man kan sidde i læ og vente på bussen. En kiosk så man kan købe kaffe og mad til turen. Ombordstigning uden at skulle bekymre sig om forbipasserende cyklister. Og informationstavler, så man kan se, hvornår og fra hvilken perron busserne kører. Det er nogle af de forhold, fjernbuspassagererne i København meget snart får glæde af. I disse måneder bliver der nemlig lagt allersidste hånd på Københavns nye fjernbusterminal ved Dybbølsbro.

”I mange år har det været kaotisk og utrygt at stige af og på busserne på Ingerslevsgade. Det kan vi som en moderne, international storby ikke byde turister og andre rejsende. Den kollektive trafik skal være attraktiv og nem at bruge for alle. Derfor er jeg stolt af, at vi nu vinker endegyldigt farvel til trafikkaosset og i stedet kan byde rejsende og busser velkommen til en ny, moderne busterminal,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

Terminalen er lavet til at kunne servicere ca. 1,4 millioner passagerer årligt. På et hverdagsdøgn er det ca. 195 busser.

Den nye busterminal ligger under Dybbølsbro på en smal tange mellem baneterrænet og Carsten Niebuhrs Gade. Her er der god adgang for fjernbusserne fra Ring 02, og der er flere muligheder for offentlig transport i nærheden - bl.a. Dybbølsbro Station, buslinje 7A og 11 samt den kommende metrostation Havneholmen ved Fisketorvet, der åbner 22. juni. Derudover står 200 cykelparkeringspladser klar til dem, der tager cyklen.

Det er Vejdirektoratet, der har opført busterminalen for Københavns Kommune, mens Movia vil stå for den daglige drift.

”I Movia glæder vi os til åbningen af den nye busterminal. Vi ser vi frem til at give fjernbuskunder og busoperatører den trafikinformation, der også gør rejsen med fjernbus til en god oplevelse. Og gør det let og enkelt for kunderne at fortsætte rejsen i hovedstadsområdet med metro, S-tog eller en af de gule busser. Det er dejligt, at samarbejdet mellem Københavns Kommunes Borgerrepræsentation, Transportministeriet og Vejdirektoratet nu giver bedre vilkår for de mange passagerer, der kommer langvejs fra eller skal rejse langt,” siger Dorthe Nøhr Pedersen, administrerende direktør i Movia.

”Fremover bliver Dybbølsbro et nyt knudepunkt i byen, hvor flere transportformer mødes. Vi er glade for at have bidraget til en løsning, der sikrer en let og sikker tilgængelighed for byens mange fjernbuspassagerer,” siger Jens Holmboe, direktør i Vejdirektoratet.

 


Fakta
Der er anlagt 15 busholdepladser, hvoraf 12 er til 15-meter busser, og tre er til 18-meter busser. Hertil er der etableret taxaholdepladser, handicapparkeringspladser samt Kys & Kør-zone, hvor det er tilladt at standse bilen i kort tid for at sætte passagerer af. Derudover er der trappe og elevator til Dybbølsbro.

Busterminalen vil have et topmoderne trafiksystem, der automatisk anviser busserne til en af perronerne, når de ankommer. Passagererne kan følge med fra en informationstavle ligesom på en banegård.

Når den nye busterminal åbner, vil det ikke længere være muligt at stige på busser ved Ingerslevsgade.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne