Det skriver Boliga, som står bag tvangsauktionsplatformene Tvangsauktioner.dk og Itvang.dk.
Ejendommen ligger i det attraktive Københavns K, hvor klassisk arkitektur møder byens pulserende liv. Bygget i 1796 står bygningen som et historisk eksempel på Københavns etageboliger. Ejendommen rummer 5 etager samt en kælder og en udnyttet tagetage, der tilsammen giver hele 396 kvm fordelt på bolig- og erhvervsarealer. Grunden, som ejendommen står på, udgør 145 kvm.
Ejendommen består af 2 erhvervslejligheder på hver 38 kvm i stueetagen samt 7 beboelseslejligheder fordelt op gennem etagerne. De fleste lejligheder er omkring 38 kvm, mens én lejlighed på 4. sal har et samlet boligareal på 92 kvm, inklusiv en åben balkon på hanebåndsloftet.
Ejendommen ejes i øjeblikket af Andelsboligforeningen Sankt Peders Stræde 23, og flere andelshavere har via særlige vedtægter mulighed for at udleje deres boliger.
Ejendommen er vurderet til lidt over 8,7 millioner kr. med en grundværdi på ca. 1,8 millioner kr., men den endelige pris afhænger af budrunden. Det kræver fysisk fremmøde og gyldig sikkerhedsstillelse at byde på ejendommen i fogedretten.
Ejendommen opvarmes med fjernvarme, og de mange lejligheder gør den til et attraktivt investeringsobjekt med mulighed for både udlejning og personlig anvendelse.
Auktionen finder sted i Københavns Byret den 21. november 2024 klokken 10:00.