Det sker d. 30. maj 2024, hvor de besøgende bydes velkommen til 3 nye lejere i form af bolighuset Ilva, Leo’s Legeland, nordens største legelandskæde, og det lokale Seest Bageri.
Med sine 120 butikker og nu i alt 68.000 kvm er Kolding Storcenter, som er ejet af Danske Shoppingcentre, DSC, et af de få destinationscentre i Danmark, og med udvidelsen cementerer centeret sin position som Jyllands absolut største shoppingcenter. Carsten Lindblad, Center Manager i Kolding Storcenter, er ikke i tvivl om, at tilføjelsen af de nye 8.000 kvadratmeter bliver en stor gevinst for både centeret og lokalområdet:
”Kundeoplevelsen er i højsædet hos Kolding Storcenter, og vi er derfor enormt begejstrede over at kunne slå dørene op for de nye kvadratmeter, hvis nye lejere kommer til at byde på noget for hele familien. Det er vigtigt for os at være et samlingspunkt for lokalområdets handel, og det kommer Ilva, Leo’s Legeland og Seest Bageri i den grad til at bidrage til,” siger Carsten Lindblad.
Center Manageren understreger desuden, at åbningsfejringen er mere end blot en velkomst til de tre nye lejere, da den også markerer genåbningen af den officielle indgang til biografen, og med mere end 2.800 gratis parkeringspladser har centeret mere kapacitet end nogensinde før.
Udvidelsen af Kolding Storcenter er en del af DSC’s strategiske fokus på hele tiden at udvikle og investere i selskabets i alt 17 centre, som er fordelt over hele landet. Strategien skal blandt andet sikre, at centrene forbliver relevante og attraktive for de mange kunder, der hvert år besøger DSC’s centre.
”I DSC er det vores ambition at eje og drive landets bedste shoppingcentre og sikre vores kunder gode oplevelser, de ikke kan få andre steder – og det er Kolding Storcenter et godt eksempel på. Med udvidelsen af centeret flytter både Ilva, Leo’s Legeland og Seest Bageri ind, og det giver vores besøgende en ekstraordinær shoppeoplevelse, der rækker langt ud over sædvanlige indkøb” siger Jesper Faurholdt, adm. direktør hos DSC.
Arkitektvirksomheden Kjaer & Richter, der også stod bag det oprindelige storcenter i starten af 1990'erne, har sat streger til den nye udvidelse.