Entreprenørselskabet Jönsson er nu rykket ind på byggepladsen som hovedentreprenør til opførelse af 110 nye boliger i Nykøbing Falster.

Mangel på almene boliger i Nykøbing Falster er grunden til, at ejeren af Schillers Maskinfabrik, Allan H. Schmidt i samarbejde med Guldborgsund Kommune og bygherre Boligselskabet Fjordparken, har indledt en proces omkring udvikling af nyt boligkvarter med 110 boliger med ialt 8.239 kvm på et område omkring Schillers Maskinfabrik.

Det samlede budget for hele Schillers Parken, som bebyggelsen kaldes, er på 235 millioner kr.

Området ligger på grænsen mellem Østerbrokvarteret og skovområdet Sønder Kohave og består af velbearbejdede landskabs- og gårdrum, der nu bindes sammen efter visionen "Det grønne strøg". Den nærliggende Tingsted Å forventes at blive integreret i projektet, som en rekreativ facilitet.

Boligerne skal desuden opføres med materialer, der passer til områdets naturlige karakter, herunder facader i træ og tegl, for at skabe en harmonisk sammenhæng med naturen. Etageblokkene og tæt/lavbebyggelsen projekteres med solceller i samme farve som tagbelægningen.

” Vi ser i højere grad en tendens til, at nye byudviklingsprojekter udvikles i pagt med naturen, når den er til stede i nærmiljøet. Det er også tilfældet med Schillers Parken, hvor stærke lokale kræfter i samarbejde med dygtige rådgivere har formet kvarterets grønne vision. Som entreprenør er vi stolte af at opføre en helt ny bydel, hvor de nye boliger gennem beliggenhed, materialevalg og solenergi kobles respektfuldt til den omkringliggende natur. Det gør byggeriets detaljer til vigtige omdrejningspunkter for at den grønne vision bliver til virkelighed.”, siger Thomas Normann, adm. direktør for Jönsson Entreprise.

De 110 boliger består af etageboligbyggeri og rækkehusbebyggelser og vil både være almene og private boliger. Efter planen vil den første fase bestå af almene boliger, hvor bygherre Boligselskabet Fjordparken er drivkraften bag projektet.

Det er arkitekt- og ingeniørvirksomheden Sweco, der er valgt som totalrådgiver på projektet, mens det almene administrationsselskab Boligkontoret Danmark, er valgt til byggeforretningsfører. Friis Andersen er valgt til byggeledelse på udførelsen.

Jönsson planlægger aflevering af de 2 etaper i henholdsvis august 2025 og december 2025.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Plejeboliger for 25 milliarder kr.