Fra den 1. maj 2024 skal ISS levere serviceydelser som kantine, rengøring, intern service, indvendig vedligehold, udendørsarealer, vagt og sikkerhed samt affaldshåndtering til omkring 60 statslige institutioner rundt om i hele Danmark. Kontrakten løber i 7 år og har en samlet værdi på lige over 1,5 milliarder kr.
- ISS er en stærk og meget erfaren spiller på markedet, som vi i dag har et godt samarbejde med på Bølge 1 af Statens Facility Management. ISS vinder, fordi pris og kvalitet igennem hele deres tilbud går hånd i hånd. Samtidig ser vi en række ambitiøse og realistiske mål inden for den grønne omstilling, siger vicedirektør i Bygningsstyrelsen Mette Balling Lisby.
Tilbage i 2017 vandt ISS den første etape af Statens Facility Management med opstart i 2019. I den leverer ISS ydelser på tværs af hele landet til 31 statslige institutioner herunder services som kantine, rengøring, intern service, udendørsarealer, sikkerhed, vedligehold og affaldssortering.
Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter. Konferencen afholdes den 14. maj 2024.
- Vi har i 4 år haft et stærkt partnerskab med Bygningsstyrelsen, hvor vi har vist, at ISS har leveret en solid og effektiv serviceleverance med fokus på høj kvalitet, bæredygtighed og grøn omstilling. Vi har taget de vigtigste erfaringer, data og viden med ind i måden at kvalitetssikre serviceleverancen på i bølge 3 for de mere end 20.000 daglige brugere, der er omfattet af den første udrulningsbølge af Statens Facility Management, siger Henrick Berendtsen, Interim CEO i ISS’ danske forretning.
Når kontrakten starter op næste år, byder ISS også velkommen til cirka 130 nye kollegaer, der er ansat i staten eller hos en leverandør til staten. Kontraktindgåelsen mellem ISS og Bygningsstyrelsen sker efter standstill-perioden den 20. november.
Sammen med ISS går Bygningsstyrelsen nu i gang med implementeringen af Bølge 3, som er den sidste af de i alt 3 udrulningsbølger af Statens Facility Management.