Det fleksible lejeboligkoncept Noli Studios har haft succes i Finland, og nu slår de snart dørene op for små, moderne "flyt-ind-når-du-vil"-lejligheder i Ørestad.
Noli står for Nordic Living, og konceptet henvender sig især til unge, nyuddannede singler eller par, der har brug for at leje en bolig på mere fleksibel basis end normalt. Jo længere tid, man har tænkt sig at bo der, jo lavere er huslejen.
Ud over en lejlighed får man adgang til en række fællesarealer som mødelokaler, selvbetjeningscafé, fælles køkken og tagterrasse, ligesom man kan låne cykler og tilkøbe rengøring eller egen parkeringsplads.
Branding - sådan får du solgt dit byggeprojekt. Konferencen afholdes den 7. december 2023.
- Vi er meget glade for at kunne videreføre Noli-konceptet i Danmark. Vores erfaringer fra Finland viser, at der hurtigt opstår et særligt naboskab blandt beboerne, der ofte er samme sted i livet - og vi har endda haft lejere, der er vendt tilbage efter at have boet andre steder, fordi de savnede fællesskabet, siger Andreas Proschowsky, Head of Strategy hos Noli Residences, der er en del af Nrep.
De 193 lejeboliger ligger i byggeriet UN17 Village, som Nrep har udviklet i samarbejde med Lendager, Sweco, Artelia og Spacemaker.
Lejlighederne varierer i størrelse fra 39-58 kvm, og lejen starter på 9.300 kr. om måneden for en studiolejlighed i 9 måneder. Dertil kommer 6 lejligheder i stueetagen, som alle beboerne i UN17 Village kan leje til deres gæster.