Nordens største husbygger udvider og vil med en ny forretningsenhed være førende indenfor boliger til high-end segmentet. Med alle kompetencer in-house, eksklusive samarbejdsaftaler og over 50 års byggeerfaring er ambitionen at kunne tiltrække nye kunder, som ikke er en del af forretningen i dag. Det skriver HusCompagniet i en pressemeddelelse.
HusCompagniet har siden 1972 specialiseret sig i at designe og opføre enfamiliehuse, rækkehuse og dobbelthuse. Nu lancerer Nordens største husbygger Formium, som tilbyder en eksklusiv og skræddersyet kunderejse til familier, der ønsker sig en arkitekttegnet liebhaverbolig.
På Mothsvej 76 i Holte kan man booke en personlig fremvisning og opleve et udvalg af mulighederne i Formiums univers
Det er et forretningsområde, der har været undervejs gennem de sidste 13 år, hvor en specialafdeling i HusCompagniet med base i Virum har designet og opført over 300 arkitekttegnede liebhaverboliger. Nu bliver konceptet formaliseret og bliver et selvstændigt forretningsben med navnet Formium, der i første omgang tilbydes kunder på Sjælland.
- Over de seneste år har vi oplevet en tilstrømning af kunder, der ønsker noget andet og mere end det, vi tilbyder i vores eksisterende B2C forretning. De vil have et hjem, hvor arkitekturen er unik og materialerne er mere eksklusive. Her har det vist sig, at vi er en attraktiv partner, fordi vi har alle kompetencer in-house og mange års byggeerfaring, og samtidig kan vi give en finansiel tryghed, hvilket mange gerne vil læne sig op ad i en så vigtig investering, fortæller adm. direktør i HusCompagniet Martin Ravn-Nielsen og fortsætter:
- Vi har i en årrække bygget mange huse særligt på Sjælland med unikke og specielle løsninger, hvilket gør dem mere komplekse både arkitektonisk og byggeteknisk. Vi har derfor et stærkt team af kompetencer, som vi nu for alvor sætter i spil med Formium.
Med lanceringen af Formium håber man på, at man kan tiltrække endnu flere kunder i high-end segmentet, og dermed gøre sig attraktiv overfor en målgruppe, som måske i dag ikke betragter HusCompagniet som den oplagte partner.
- En del af de kunder, vi har haft over de senere år, er kommet til os, fordi deres projekt er gået i stå. De har fået tegnet deres drømmehus i samarbejde med en tegnestue, men når drømmen skal realiseres, kan det være svært at finde et byggefirma, der kan løse opgaven indenfor budgettet. I Formium trækker vi på over 50 års akkumuleret byggeerfaring. Vi ved, hvad der kan lade sig gøre, hvad tingene koster, og vi er vant til at tænke ud af boksen for at kunne nå i mål. Og så følger vi projektet helt til dørs, fortæller Henrik Breinbjerg, Sektionschef for Formium.
Skræddersyet og unik kunderejse
I Formium vil kunderne opleve en skræddersyet kunderejse faciliteret af en erfaren byggerådgiver og arkitekt med input fra indretningsdesigner, farveekspert, lysdesigner og havearkitekt undervejs. Derudover har Formium dygtige bygningskonstruktører og byggeledelse in-house, der sikrer, at kundens projekt flytter sig fra tegnebordet og bliver til et hjem, fortæller Henrik Breinbjerg:
-Det er vigtigt for os, at vi sammen med vores kunder udvikler et projekt, der er realiserbart. Vi holder snor i budgettet sideløbende med arkitekt- og designfasen, og det giver overskud og ro hos vores kunder.
Formium står på et stærkt fundament af HusCompagniet, hvilket sikrer økonomisk robusthed, indsigtsfuld rådgivning og gennemtestede konstruktioner og løsninger.
- Målet er, at vi med Formium kan tiltrække de kunder, der ønsker noget unikt og mere eksklusivt. Fordi Formium er en del af Nordens største husbygger, får kunderne det bedste fra begge verdener. De får et fast og kompetent team, der følger kunden fra den første streg bliver sat til nøglen sidder i hoveddøren, men har samtidig den fleksibilitet og alle de storindkøbsfordele og gennemtestede løsninger samt finansiel tryghed, som vi har opbygget gennem mange år i vores forretning, forklarer Martin Ravn-Nielsen.
I Formium har man også indgået samarbejder med en række eksklusive brands, hvilket betyder, at man også på det område kan være konkurrencedygtig.
-De kunder, vi arbejder med, stiller høje krav til materialer, og de har ofte specifikke ønsker til, hvilke brands der skal levere gulve, køkken, hvidevarer etc. I Formium har vi derfor indgået samarbejde med flere af de brands, vi ved, mange kunder gerne vil bruge til et projekt i denne kaliber, og vi går altid langt for at imødekomme kundernes individuelle ønsker, fortæller Henrik Breinbjerg.
Forventningen er, at Formium kommer til at supplere den eksisterende B2C forretning i HusCompagniet på flere områder. Projekterne i Formium giver nemlig også mulighed for at afprøve nye, skræddersyede løsninger og materialer, som eksempelvis er mindre CO2-belastende, og som på sigt vil kunne overføres til resten af forretningen, og dermed skabe større impact.
- I Formium har vi mulighed for at imødekomme mange særlige behov og ønsker, som vi tror i de kommende år i høj grad også kommer til at handle om bæredygtighed og levedygtige hjem. Vi vil gerne udstråle og tiltrække kunder, der har lysten og modet til at tænke anderledes. Vi står klar, hvis nogle vil bygge med mere træ eller se på muligheder med cirkulære materialer, afslutter Henrik Breinbjerg.