Skovgårdhøjen bliver et nyt, attraktivt boligområde i Søvind ved Horsens, bestående af 42 1-plans rækkehuse og grønne fællesarealer med hængekøjer, legeplads og agilitybane. Bag projektet står Chrøis & Lund som udvikler, mens HusCompagniet står for selve opførelsen af rækkehusene.
Boligerne kommer til at variere i størrelserne, hvor de mindste bliver 2-værelses boliger på 67 kvm og de største bliver 4-værelses boliger på 126 kvm.
”Vi har siden første møde haft et godt indtryk af HusCompagniet, der har været proaktive, fagligt stærke og professionelle. Vi glæder os derfor meget til samarbejdet og til at flytte lejere ind i de nye boliger i Søvind til årsskiftet”, siger Henriette Chrøis, direktør og medstifter af Chrøis & Lund.
Det er Chrøis & Lunds datterselskab CL Bolig, der kommer til at stå for udlejning, administration og drift af boligerne i Skovgårdhøjen.
Rækkehusene i Skovgårdhøjen bliver opført med både træfacader og tagkassetter, der er produceret på HusCompagniets egen fabrik.
”Chrøis & Lund er en spændende aktør, og vi har haft en god proces omkring dette projekt, hvor især det faktum, at vi har vores egen fabriksproduktion, har været et vigtigt parameter, da det betyder, at vi kan starte hurtigt op med opførelsen af projektet. Vi glæder os derfor til, at vi allerede indenfor ganske kort tid rejser de første elementer og for alvor kommer i gang med projektet”, fortæller Christopher Tranæs, projektudviklingsdirektør i HusCompagniet og suppleres af Martin Ravn-Nielsen, CEO i HusCompagniet:
”Vi har en ambition om at være den foretrukne samarbejdspartner indenfor attraktive rækkehusprojekter i hele landet. Vores B2B-afdeling er en unik aktør i markedet, da vi med vores fokus på udelukkende rækkehusbyggeri, kan arbejde målrettet på optimering og de nyeste løsninger, hvilket har stor værdi for vores samarbejdspartnere.”