Den tidligere Frihavnens Station, den ældste bygning på Amerika Plads mellem Østerport og Nordhavn, er blevet solgt. Den totalrenoverede ejendom fra 1895 huser The Bagels Co., som har placeret en af sine 13 butikker i bygningen. De tidligere havnearealer på Amerika Plads – opkaldt efter de store amerikabåde – har siden årtusindskiftet gennemgået en omfattende byudvikling. Om et års tid ventes de sidste byggerier afsluttet med et stort boligkompleks og et kontorhus til 800 Mærsk-ansatte. Området har allerede flere hundrede boliger og endnu flere kontorarbejdspladser, blandt andet hovedsæder for Banedanmark og advokatfirmaet Plesner.
NB! Planloven - den eksisterende og den nye. Seminaret afholdes d. 24. august 2016.
”Både ejerne og lejer kommer til at nyde godt af den rivende udvikling omkring Amerika Plads med masser af arbejdspladser og beboere. Vi er glade for at have fundet nye ejere til den historiske stationsbygning,” siger partner Jesper Norgart fra erhvervsmæglerfirmaet Lintrup & Norgart, som har formidlet handlen.
Stationsbygningen blev opført i 1895 af en af datidens helt store arkitekter, Heinrich Wenck, som også har tegnet Københavns Hovedbanegård og stribevis af andre større og mindre stationer. Bygningen blev brugt til færgeruter over Øresund, og den blev udvidet allerede i 1900. Mange år senere, i 1986, blev den restaureret, og så blev den nedtaget i 2002, da den moderne byudvikling af området gik i gang. Få år efter blev stationsbygningen genopført sten for sten og er nu midtpunkt i kvarteret. Bygningen er overtaget af tre private investorer. Sælger er forretningsmanden Kjeld Wennick, som i 1999 solgte sine aktiviteter i pladebranchen og siden har investeret i ejendomme.
NB! Alternativt boligbyggeri. Konferencen afholdes d. 6. oktober 2016.
”Det er en historisk bygning, som er bygget op igen med de gamle mursten og andet oprindeligt materiale. Jeg nærer stor kærlighed til bygningen og havde egentlig gerne beholdt den, men vi bliver jo ældre og er i gang med at sælge ejendomme fra,” siger Kjeld Wennick, der er årgang 1944.
Stationsbygningen er på 201 kvadratmeter fordelt på to etager samt 21 kvadratmeter kælder. Lokalerne omfatter et produktionskøkken, og udenfor er der plads til servering. Netop historiske bygninger, både udlejning og salg, er blandt specialerne for Lintrup & Norgart. Virksomheden er en af Storkøbenhavns førende erhvervsmæglere og er i øjeblikket ved at afslutte udlejningen i FDB’s tidligere trikotagefabrik fra 1935 på Islands Brygge. Andre opgaver er salg og udlejning af Den Kongelige Uldmanufaktur-bygning fra 1759 i København K og kontorlejemål i det gamle Mejeriet Enigheden tæt ved Nørrebro Station. Lintrup & Norgart har selv kontor i et 99 år gammelt pakhus på Århusgade på Østerbro.