Håndboldklubben Odense Handball Club prøver nu også kræfter som ejendomsudvikler. Klubben har netop påbegyndt byggeriet af 96 boliger, der opføres i Cortex Park i Odense.

Boligerne fordeler sig på 7.500 kvm og vil være 2-3-værelses lejligheder, der indrettes, så det er muligt for f.eks. studerende at dele lejemålene. Der bliver 5-6 etager og byggeriet forventes at være færdigt i juli 2018. Projektet har en værdi af 150 millioner kr.

Bag Odense Håndboldklub står aktionærerne Jørn Bonnesen, Per Jørgensen, Hans Schweers, Ole Pape Jepsen, Carsten Skov og Erik Nielsen, hvoraf flere har erfaring som entreprenører. Aktionærerne har stiftet et ejendomsselskab HC Odense Ejendomme, der organisatorisk er et søsterselskab til Handball Club Odense.

Formåldet med projektet er at tilføre klubben flere midler. ”Boligprojektet er et stort skridt for Odense Handball Club, da det vil være en væsentlig del af den økonomi, der kan danne grundlaget for at skabe et af Danmarks bedste damehold i håndbold,” siger bestyrelsesformand for Odense Handball Club, Jørn Bonnesen, og fortsætter: ”De 96 lejligheder har en værdi på godt over 150 millioner kr., og det er selvsagt unikt at koble sport og forretning sammen på denne måde.”

Byggeriet i Cortex Park bliver en del af den udvikling, som Odense Handball Club er inde i, hvor både sport, byliv, kultur, oplevelser og forretning skal gå op i en højere enhed, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Boligerne bygges i den attraktive del af Odense omkring Videnbyen og Syddansk Universitet, hvor også letbanen og det nye supersygehus integreres og opføres.

Ifølge Fyens.dk er byggeriet kun den første etape af et større projekt, der skal strække sig over i alt 3 etaper på de tilstødende grunde, som Odense HC også har købt.




Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.