Efter grønt lys i By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune er realiseringen af Himmerland Boligforenings projekt med udsigt over Lindenborg Ådal ganske tæt på realisering.
Forudsat at byrådet foretager den endelige godkendelse, vil byggeriet af nye almene boliger i Fjellerad syd for Aalborg kunne gå i gang omkring efterårsferien 2023 med forventet indflytning et års tid senere.
Direktør Ole Nielsen fra Himmerland Boligforening oplyser, at der er tale om 4 dobbelthuse med i alt 8 almene familieboliger. Disse familieboliger, der indgår i en større udstykning i Aalborgs sydøstlige oplandsby Fjellerad, bliver alle treværelses med et boligareal på 99 kvm. Projektet har en anskaffelsessum på 17,6 millioner kr.
Grøn byudvikling og omdannelse af bydele. Konferencen afholdes den 21. november 2023.
- Sammenlignet med så mange andre af vores seneste projekter er der ikke tale om noget videre stort byggeri, men til gengæld er det på anden vis ret specielt. Først og fremmest er det et eksempel på den stigende interesse for almene boliger i Aalborgs oplandsbyer. Og så er det specielt i den forstand, at boligerne er designet efter passivhusstandarder. Det betyder, at det nye byggeri lever op til en række strenge energirelaterede krav. Det kan for eksempel handle om ekstra isolering af ydervæg, tag og gulv, ventilationssystemer med varmegenvinding og i det hele taget en gennemtænkt løsning med stærkt fokus på energi. Ud over et reduceret energiforbrug medvirker passivhusstandarderne til et bedre indeklima, forbedret komfort og reduceret CO2-udledning, siger Ole Nielsen.
Flade tage. Konferencen afholdes den 10. oktober 2023.
Himmerland Boligforenings nye afdeling i Fjellerad er startskuddet til byggemodning af et område, der også kommer til at omfatte ejerboliger, i første omgang i form af 16 fritliggende enfamiliehuse.
Initiativet til projektet blev taget for mere end 10 år siden i forbindelse med stiftelsen af Fjellerad og Omegns Udviklingsselskab ApS. Efter nogle års forarbejde nåede man frem til dialogen med Aalborg Kommune om en ny lokalplan og med den på plads kunne man gå videre med den praktiske planlægning.