I slutningen af 2023 afsluttede Colliers søgningen på Garmins nye hovedsæde i Danmark. Når domicilet står færdigt, vil Garmin have sit danske hovedsæde i Ballerup.

I dag sender Garmin Nordic alle varer ud til Norden fra deres nuværende lokation i Allerød. Om ganske få år, vil Garmin komme tættere på Hovedstaden, når de flytter ind i deres nyopførte domicil på ca. 6.000 kvm kombineret lager og kontor på Pederstrupvej i Ballerup.

Garmin har de seneste ti år vækstet betydeligt, og har derfor nået deres maksimale kapacitet i forhold til at udnytte deres nuværende domicil. Det har derfor været essentielt at finde en placering, som både passede til virksomhedens medarbejderbehov og ikke mindst det stigende lagerbehov. En kombination, som i takt med udviklingen inden for industri- og logistiksegmentet har gjort søgningen vanskelig.

”De seneste år har tomgangsniveauet på erhvervsejendomme i Storkøbenhavn ligget på omkring 2-3 procent, hvilket er historisk lavt. Det betyder også, også at udbuddet af egnede ejendomme til Garmin har været begrænset.” fortæller Michael Peter Hansen, erhvervsmægler ved Colliers.

”Indledningsvist kiggede vi efter eksisterende bygninger, men som søgningen skred frem og efter vi ikke havde fundet den optimale lokation, sadlede vi om og begyndte at kigge efter byggegrunde i stedet. Ballerup var ønskescenariet og vi fandt en egnet grund tæt på motorvejsnettet, som vil sikre Garmin optimale betingelser på logistikfronten.” fortsætter Helle Andersen Director og erhvervsmægler ved Colliers.

Garmin kan nu annoncere en betydelig udvidelse, når de opfører et topmoderne anlæg i Ballerup nær København. En udvidelse der omfatter både lager- og kontorlokaler og som skal bidrage til at understøtte deres forretningsvækst:

”Vi opfører et moderne domicil, som udover at understøtte forretningsudviklingen også skal være med til at sætte os forrest i forhold til rekruttering af medarbejdere. Vi skal kunne tilbyde de bedste rammer for vores medarbejdere på alle fronter, og det skal det nye domicil i høj grad også være med til at sikre.” fortæller Garmins Nordiske direktør for Operations, Jeppe Hagedorn.

Garmin forventer at færdiggøre deres nye anlæg i 4. kvartal 2025, hvorfor de nu fokuserer på en smidig overgang fra deres nuværende placering til de nye faciliteter.

Det nye domicil er tegnet af GPP Arkitekter.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne