For 12 år siden startede Michael Bobak som apoteker, da han åbnede Ferritslev Apotek i 2011. Et par år senere flyttede apoteket til Langeskov, hvor han købte ejendommen på Langeskov Centret 27.
Ejendommen har et areal på 469 kvm, som fordeler sig med 208 kvm butik, 136 kvm lager og 125 kvm kontor og personalerum. Derudover er der 40 kvm overdækket skur og cykelparkering, som er opført i samme stil som hovedbygningen. Nu er ejendommen blev seolgt for 3,5 millioner kr. til Dan Aagaard Holding.
- Jeg havde ingen idé, om det ville tage 2 måneder eller 2 år at få solgt ejendommen, så jeg besluttede mig egentlig bare for at sætte til salg. At det er gået så stærkt som tilfældet er, er bare dejligt. Jeg havde min første snak med Lars Duus fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i starten af juni 2023, så det er gået stærkt. Jeg har hele tiden haft som kriterie at kunne blive i ejendommen på en fornuftig lejeaftale, så den sale and leaseback-aftale, vi har indgået, er lige efter mit hoved, udtaler Michael Bobak.
Revitalisering af gågader. Konferencen afholdes den 11. april 2024.
Udover apoteket i Langskov, har Michael Bobak også 3 øvrige filialer på Odense Banegård, Bilka på Niels Bohrs Allé i Odense og i Ørbæk på Østfyn.
EDC Erhverv Poul Erik Bech Fyn har formidlet salget af ejendommen i Langeskov og bistået med lejekontrakten, der betyder, at apoteket kan blive i ejendommen i minimum 10 år.
- Det er ikke så tit, vi ser sale and lease back-transaktioner inden for detail, sammenlignet med for eksempel lager- og logistik. Måske det er noget, som vi kommer til at se mere af i fremtiden? Præmisserne er de samme, selvom beløbene måske ikke er helt lige så store. Virksomhederne løsriver kapital i mursten og får i stedet tilført værdifuld likviditet, som kan bruges på vækst eller betaling af dyre lån. Vores internationale afdeling gennemførte for eksempel et par store sale and leaseback-aftaler, hvor W. P. Carey opkøbte en portefølje af Coop-supermarkeder, som de har lejet sig ind i igen, siger Lars Duus, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech.