EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde formidlede salget af den eftertragtede ejendom på Vestre Hedevej 28A, som blev solgt til udbudsprisen på knap 14 millioner kr. Ejendommen havde flere potentielle købere og vidner om et optimistisk marked for industri- og lagerejendomme i Roskilde.
Sælger af ejendommen er Holex, som er en lokal virksomhed, der opfører og udlejer erhvervsejendomme. Mikkel Valeur, erhvervsrådgiver i EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, der har formidlet salget, fortæller:
"Holex opførte selv lagerbygningen tilbage i 2020 og blev i sin tid døbt Holex Erhvervspark. Ejendommen består af 1.450 kvm, som fordeler sig på 7 fleksible lejemål i størrelsen 120-300 kvm, der let og forholdsvist omkostningsfrit kan tilpasses ejers eller lejeres ønsker. Investeringsejendommen er fuldt udlejet til solide lejere, der består af både store og mindre virksomheder, som anvender lejemålene til enten lager eller værksted."
"Bygningens konstruktion er yderst gennemtænkt med minimal vedligeholdelse. Udefra præsenterer ejendommen sig med en flot grå metalfacade, og det samlede grundareal på 3.198 kvm udnyttes med gode parkeringsfaciliteter for ejendommens lejere. Bygningen store porte giver lette adgangsforhold til lejemålene, som primært består af højloftede og søjlefrie haller, hvilket optimerer lagerkapaciteten. Forbruget er opdelt og betales af lejerne selv, og lejemålene opvarmes af kalifere på fjernvarme, som er en billig og effektiv løsning."
Flere potentielle købere
Salget af lagerbygningen på Vestre Hedevej 28A vidner om et optimistisk marked for lager- og industriejendomme i Roskilde. Thomas Sundenæs, erhvervsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, der bistod Mikkel Valeur med at finde købere til ejendommen, forklarer:
"Holex har haft let ved at finde lejere, og lagerenheder i så høj kvalitet er yderst eftertragtede på lejemarkedet. Der er derfor også en lille risiko for tomgang, da der er tale om en sund og stabil investeringscase. Det afspejler sig også i efterspørgslen, hvor vi havde rigtig mange henvendelser og flere potentielle købere. Ejendommen nåede også kun at være til salg i én måned, og blev solgt til udbudsprisen på 13,8 millioner kr., som er ganske højt i forhold til markedet."
Mikkel Valeur, EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, supplerer: "Handlen er en god indikator på, at der generelt er en stor interesse for denne type investeringsejendom. Roskilde er en kommune i vækst, og med de mange veludbyggede erhvervsområder, og den korte afstand til motorvejsnettet er det en attraktiv by for både erhvervsejere- og lejere. Vi er glade for at have bistået med salget, og ønsker både køber og sælger tillykke med handlen. Vi står tilbage med en lang række købere, der efterspørger lignende ejendomme, og ser frem til at hjælpe endnu flere med at sælge deres industri- og lagerbygninger i Roskilde."