Frants Nielsen indtræder i stillingen som administrerende direktør for Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Vilhelm Lauritzen Arkitekter, en af Danmarks ældste tegnestuer, får ny administrerende direktør. Med sin strategiske tilgang, kommercielle forståelse og internationale erfaring skal Frants Nielsen videreføre tegnestuens mangeårige vækst og samtidig drive ambitionen om at styrke tilstedeværelsen på de nordeuropæiske markeder. Det skriver Vilhelm Lauritzen Arkitekter i en pressemeddelelse.

Vilhelm Lauritzen Arkitekter har i den sidste tid gennemgået en udvidelse, herunder ny ejer- og partnerkreds samt opkøb af de 2 arkitekthuse
Sted By og Landskab og Kjaer & Richter. I kernen af virksomheden ligger en over 100 år gammel modernistisk arv, hvor fokus altid har været, at god arkitektur skal være for alle.

"Vilhelm Lauritzen Arkitekter er en både markant og solid virksomhed, som jeg glæder mig til at blive en del af. Det bliver spændende at skulle videreudvikle arbejdet med den grønne omstilling og skabe en større internationalisering. Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Kjaer & Richter og Sted skal fortsætte som individuelle brands, og jeg glæder mig til at lære dem alle bedre at kende. Samtidig tror jeg også, at de mange dygtige og kompetente kollegaer, kan få endnu større glæde af hinanden på kryds og tværs,” fortæller ny administrerende direktør, Frants Nielsen.

Frants Nielsen har tidligere været kommerciel direktør hos Henning Larsen, administrerende direktør hos Dorte Mandrup og er administrerende direktør for Lendager Arkitekter, indtil sin opstart hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Med over tyve års erfaring i arkitektbranchen er han derfor et velkendt ansigt, der har opnået gode resultater inden for vækst og internationalisering. Hans empatiske ledelsesstil og kommercielle forståelse skal nu styrke og lede virksomheden. Evner, som også var vigtige for Vilhelm Lauritzen Arkitekter, lyder det fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

"Hans evne til at harmonisere kulturel integritet med ambitiøs vækst lover en spændende æra for Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Gennem sin karriere har Frants vist, at han har en særlig evne til at få dansk arkitektur ud til vores nabolande. Han er derfor det ideelle valg til at føre tegnestuen videre ind i fremtiden" fortæller Karin Verland, bestyrelsesformand i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Frants Nielsen fortsætter hos Lendager Arkitekter indtil d. 12. august 2024, hvor han indtræder i rollen som ny administrerende direktør for Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

 


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.