Jorden under det kommende Varde Teater- og Musikhus er sandsynligvis så forurenet, at det vil kræve en ekstra investering på flere millioner kroner at forberede området til et nybyggeri, oplyser Varde Kommune.
Kort før den planlagte nedrivning af den nuværende bygning på grunden, viser jordprøver, at der er risiko for, at forureningen er værre end først antaget. Samtidig er der også markant øgede omkostninger til byggeriet i relation til at sikre blandt andet klima- og arbejdsmiljøkrav, lyder det fra kommunen.
- Det er en meget beklagelig situation. Vi har ganske enkelt ikke haft nok fokus på den potentielle forurening fra projektets begyndelse. Nu har vi brug for tid til at foretage yderligere undersøgelser af problemets omfang og ikke mindst, hvordan vi kan håndtere dem i samarbejde med alle involverede i projektet, udtaler Karoline Klaksvig, der den 1. august 2023 indtrådte som konstitueret direktør for Plan, Kultur og Teknik i Varde Kommune.
Byrådet i Varde Kommune er fortsat velvilligt indstillet over for projektet, men opfordrer nu Fonden bag projektet til at arbejde videre med planerne inden for en realistisk budgetramme, som både kan tilgodese brugere og borgere.
Jylland: Træbyggeri. Konferencen afholdes den 28. april 2024.
Det er denne proces, som alle involverede parter i projektet nu tager hul på med håb om en afklaring i begyndelsen af 2024.
- Vi er nødt til at sætte projektet på pause, mens vi undersøger mulige løsninger på udfordringerne. Det er en rigtig ærgerlig situation for alle de involverede og særligt for 7-kanten, Smedeværkstedet og andre aktører, som havde glædet sig til at rykke i nye lokaler i 2025, hvilket nu må udskydes. Derfor prioriterer vi også, at vi finder en god midlertidig løsning for dem, udtaler Mads Sørensen (V), borgmester i Varde Kommune.
Teater- og musikhuset opføres med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der har bevilget 20 millioner kr. til projektet. Lokale og Anlægsfonden har doneret 13 millioner kr. til projektet, mens 7-kanten, Smedeværkstedet hver især bidrager med 500.000 kr. Varde Kommune bidrager med 33 millioner kr.
Projektet er tegnet af Leth & Gori i samarbejde med OJ Rådgivende Ingeniører, Vega Landskab, Gade & Mortensen Akustik, Fortheloveoflight, Stouenborg og Scenerum ved Filippa Berglund. Byggeriet skulle efter den oprindelige tidsplan være afsluttet i foråret 2025.