Første spadestik til op mod 1.600 boliger, grønne, rekreative oaser og caféer samt forretninger i en ny bydel, der skal forme sig og omkring de ikoniske bygninger fra det tidligere statsfængsel i Vridsløselille er blev taget.

Den 30. maj 2024 var aktørerne bag det enorme byggeprojekt, herunder borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen, bygherrerne A. Enggaard og PKA samt en række repræsentanter fra den danske byggebranche, samlet til første spadestik på den ambitiøse transformation af fængselsgrunden i hjertet af Albertslund. Dermed er opførelsen af den nye bydel, Vridsløse, på den 160.000 kvm store fængselsgrund nu officielt skudt i gang efter flere års grundig forberedelse.

Markeringen er kulminationen på en lang og grundig forberedelsesproces, der sætter retningen for et af landets største aktuelle byggeprojekter. De første boliger ventes at stå klar til indflytning i 2026.

Den nye bydel skal bindes sammen af grønne og rekreative områder præget af både ny og bevaret natur, der sammen med store dele af det gamle fængselskompleks - herunder fx hovedbygningen med den ikoniske grønne port, inspektørboligen - og kirken samt størstedelen af grundens øvrige bygninger bliver kernen i det nye område og ikke mindst et samlingspunkt for hele Albertslund og Storkøbenhavn.

Udviklingen sker etapevis over den kommende årrække, og bydelen vil bestå af i alt 6 forskellige kvarterer med hvert sit særpræg, som dermed vil henvende sig til mennesker, der er forskellige steder i deres liv. Der vil både være boliger til ældre, unge og ikke mindst til børnefamilier. De første boliger forventes at stå klar til indflytning i 2026.

Bag udviklingen af den enorme fængselsgrund står entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard, Danmarks største arbejdsmarkedspensionskasse PKA og statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme. De har i tæt samarbejde med Albertslund Kommune og et rådgiverteam bestående af Cobe, WSP, Rambøll, COWI og Niras udarbejdet en masterplan, der beskriver rammerne og de ambitiøse visioner for udviklingen af Vridsløse.

- Vi har sammen med Albertslund Kommune og med stor hjælp i form af gode input fra borgere, politikere og andre aktører skabt en fantastisk plan for udviklingen af en ny bydel, der respekterer og bygger videre på fængslets historie. Nu handler det så om at sætte handling bag ordene og udfolde visionerne i virkeligheden. Vi har allerede gennem de seneste par år arbejdet målrettet med at puste nyt liv i flere af de gamle bygninger, og vi glæder os til, at vi nu også kan begynde at tilføre bydelen sit nye islæt i form af spændende nye kvarterer med boliger, fællesfaciliteter, grønne samlingspunkter og erhvervslokaler, fortæller projektudviklingschef i A. Enggaard Morten Løgsted.

Allerede nu er der dog skabt nyt liv på den gamle fængselsgrund. Parterne bag projektet har med udgangspunkt i de gamle fængselsbygninger etableret et nyt samlingspunkt for iværksætteri, kreativitet og fællesskab. Porten, som samlingspunktet hedder med henvisning til den ikoniske grønne fængselsport, huser en mangfoldig blanding af faste aktører såsom Slowburn Brewing Co-op, Pettersen & Hein, Hans Knudsen Instituttet, Riddlehouse Escape Rooms, ligesom Porten løbende danner rammerne om events som koncerter, festivaler, julemarkeder og meget mere. Læs mere på Porten.dk.


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.