Endnu et alment boligprojekt er på vej i Ørestad med fælleskabsorienterede muligheder for øje. KAB begynder inden længe med at bygge Generationernes Byhus med 118 almene boliger på Asger Jorns Allé i Ørestad Syd.

Som navnet indikerer, er idéen med huset, at forskellige beboergrupper bor side om side i byggeriet, som kommer til at indeholde boliger af forskellig størrelse til både unge, familier og seniorer. Visionen er, at mennesker på tværs af generationer skal inspirere og give værdi til hinanden gennem fællesskaber i et hus, som er designet til at fremme møder mellem mennesker.

Stueetagen i Generationernes Byhus indrettes til fællesarealer for beboerne, men også til aktiviteter, som åbner sig og rækker ud mod det lokale liv i området. KAB har solgt tre af de store erhvervslokaler i stueetagen til Cufadan Ejendomme, som vil indrette lokalerne så fleksibelt som muligt så de bliver velegnede og attraktive for restauranter og caféer, blandt andet ved at etablere ekstra ventilation mv. Cufadan Ejendomme er åbne overfor forslag fra kommende lejere, som har lyst til at etablere sig på stedet - evt. med nedsat husleje i en opstartsfase. Ambitionen er at tiltrække erhvervsfunktioner som bliver et aktiv for området på lang sigt

Det glæder mig, at der nu opføres flere almene boliger med fokus på gode fællesskaber i Ørestad. I By & Havn er vi optaget af at skabe rammerne for flere boliger på tværs af alder og økonomi gennem opførelse af blandede boligtyper med forskellige ejerformer samt salg af byggeretter til almene boligselskaber, siger Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

By & Havn er generelt optaget af at understøtte udvikling af fællesskabsorienterede boliger og projekter, når selskabet planlægger og udvikler nye bykvarterer. Det er en del af By & Havns kommende forretningsstrategi og den retning, selskabet sætter for byudviklingen allerede tidligt i udviklingsfasen. Det er derfor heller ikke et tilfælde, at flere fællesskabsorienterede byggerier vokser frem i Ørestad i disse år, som f.eks. bofællesskaberne UN17 Village, Grønne Eng og Kanalgården også er eksempler på.


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS