Målet er at skalere konceptet til alle danske byer med behov og potentiale for seniorboliger.
I denne tid er mange kommuner i gang med udvikling af planstrategier og vedtagelse af kommuneplaner, hvor by- og boligudvikling fylder meget både i byråd og de lokale debatter. For antallet af aktive seniorer stiger i disse år. Tal fra Danmarks Statistik viser således, at antallet af 67+ årige er steget med 27 procent fra 2013 til 2023, mens antallet af 0-66-årige kun er steget med 2,1 procent.
Med en samtidig ændring i forbrugervaner og behov for fysiske og sociale fællesskaber medfører de stadigt flere aktive ældre en øget efterspørgsel på seniorboliger og seniorbofællesskaber tilpasset denne målgruppe.
- Mange i den modne alder ønsker at bytte det lidt for store parcelhus ud med en mindre bolig med adgang til grønne områder og sociale fællesskaber, siger adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra projektudviklerkoncernen FB Gruppen , der udvikler og opfører omkring 900 boliger om året.
Erfaringer fra Silkeborg og Herning
Med inspiration fra canadiske, engelske og amerikanske seniorboligkoncepter har Holmsø Boligresorts udviklet et boligkoncept tilpasset danske forhold og målrettet segmentet aktive voksne 55+. Her har beboerne fri adgang til wellness-faciliteter som pool, spa, dampbad, sauna, fitnesscenter, gymnastiksal og andre efterspurgte faciliteter, der kan bidrage til en sund aldring. Herudover indgår der en fastansat aktivitetsvært, som faciliterer aktiviteterne sammen med beboerne.
Det første Holmsø Boligresort er opført i Silkeborg og sat i drift foråret 2023 og det næste åbner primo 2025 i Herning. Med afsæt i erfaringerne fra disse resorts er planen at udrulle konceptet til udvalgte byer i hele Danmark, hvor der er efterspørgsel på seniorboliger og potentiale for det gennemprøvede og populære koncept. Og det er i dén anledning, FB Gruppen og Holmsø Boligresorts gennem længere tid har haft en dialog om, hvordan man kan dække den stigende efterspørgsel især i de større byer i Danmark.
Leder efter 10.000 etagemeter i 3 større byer
Som følge af dialogen mellem de to ejendomsudviklere har FB Gruppen købt 60 procent af Holmsø Udvikling, der står bag Holmsø Boligresorts. Det er stifterne og direktørerne Jonas Dørken og Christopher Stensbjerg, som sammen med deres team i Silkeborg har brugt de seneste 5 år på at udvikle konceptet.
- Vi er rigtig glade for, at vi med denne aftale nu kan udrulle Holmsø Boligresorts i endnu større skala. FB Gruppen er blandt de mest professionelle aktører inden for by- og boligudvikling i Danmark, så vi kunne ikke have ønsket os en bedre partner, siger Jonas Dørken og fortsætter:
- I første omgang skal der igangsættes to til tre nye Holmsø resorts, og vi leder lige nu aktivt efter beliggenheder indenfor bygrænsen i større byer i Jylland, Fyn og på Sjælland til opførelse af 10.000 etagemeter som etageboliger, siger Jonas Dørken.
Gennemprøvet og skalerbart koncept
FB Gruppen har erfaring med udvikling af senioregnede boliger i deres byudviklingsprojekter, blandt andet på Grønttorvet i Valby, men har i et stykke tid ledt efter et gennemprøvet og skalerbart koncept, der enten kunne indgå i koncernens øvrige projekter eller indgå i andre byudviklingsprojekter i Danmark.
- Vi har undersøgt markedet for seniorboligkoncepter grundigt, og Holmsø Boligresorts er langt mere gennemtænkt, end hvad der ellers findes i Norden. Der er et enormt potentiale for seniorbofællesskaber i Danmark, og de beboere, vi har besøgt i Holmsø Boligresorts er meget begejstrede. Det er tydeligt, at konceptet har en appel til mange danskere. Vi ser frem til at kunne bidrage til at skalere Holmsø-konceptet, så flere seniorer kan få deres boligdrømme indfriet, siger Hans-Bo Hyldig.