Det Klampenborg-baserede ejendomsudviklingsselskab Falk-Rønne & Kierkegaard køber Schæffergården i Jægersborg. Den nye ejer vil bygge boliger.

Der er tale om et betinget salg, hvor ejeren af Schæffergården Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde fortsat ejer ejendommen, mens der laves lokalplan, der skal gøre det muligt at videreudvikle ejendommen ved opførelse af højklasseboliger.

Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde har indleveret en anmodning til Gentofte Kommune om igangsætning af arbejdet med en ny lokalplan for området. Dette arbejde forventes at blive åbnet efter sommerferien 2024.

Den nye køber Falk-Rønne & Kierkegaard udvikler projektet under lokalplanarbejdet i samspil med Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde. Når lokalplanen vedtages, vil den betingede handel blive effektueret.

Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde ser frem til nyt momentum i den videre proces i samarbejde med en ny køber som drivkraft for planarbejdet.

”Vi ser frem til sammen med den nye køber at deltage i det planarbejde, som for alvor åbnes efter sommerferien. Den smukke ejendom fortjener de ambitioner, der lægges for dagen, og som vil skabe smukke rammer for beboerne og nyt liv i nærområdet,” siger Pia Gjellerup, formand for Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde, om salget.

PFA har givet op

Med indgåelsen af aftalen overtager Falk-Rønne & Kierkegaard PFAs rolle som køber og udvikler.

PFA indgik i foråret 2022 en aftale med Fondet for Dansk Norsk-Norsk Samarbejde om overtagelse af Schæffergården gennnem selskabet Evia, som ejes af PFA og engelske Audley Group. Formålet med overtagelsen var at omdanne den historiske kursusejendom til servicerede seniorboliger med faciliteter som bl.a. restaurant, café, pool, fitness og sauna, der også vil være åbne for gæster udefra, skrev Evia i en pressemeddelse.

Pensionsselskabet måtte dog i vinteren 2023/24 trække sig ud af projektet.

”Vi har haft et godt samarbejde med Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde omkring Schæffergården. Desværre er der sket en række ændringer i markedet, som har haft betydning for økonomien i projektet. Vi er derfor tilfredse med, at der nu er fundet en ny køber, der kan videreføre Schæffergården,” fortæller ejendomschef i PFA, Peter Morgan i en pressemeddelelse udsndt af Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde.

Ny køber

Falk-Rønne & Kierkegaard går nu ind som køber og udvikler Schæffergården frem for PFA.

Administrerende direktør i Falk-Rønne & Kierkegaard, Teddy Brandt Kierkegaard, siger om købet:

”Vi er utroligt glade for at kunne føje Schæffergården til de udviklingsprojekter, som vi har værdifulde erfaringer med. Det er en unik og meget naturskøn beliggenhed, som vi er meget taknemmelige for at få lov til at købe. Falk-Rønne & Kierkegaards ambition vil være at opføre bæredygtige DGNB certificerede boliger, æstetiske boliger af høj kvalitet. Vi har egen sø, historiske bygninger og er meget tæt på de røde låger, samlet en beliggenhed i høj klasse, for de heldige kommende beboere. Vi ser meget frem til processen med lokalplansarbejdet med Gentofte Kommune og arkitekterne. Tak for en stor indsats til PFA omkring lokalplanen indtil nu. Samt tak for et tillidsfuldt forløb med sælger, arkitekter, Gentofte kommune og køberrådgiver Absalon & Co.”


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.