EKJ‐koncernens regnskab for 2017 rammer en omsætning tæt på 200 millioner kr., hvilket er en lille fremgang i forhold til 2016. Årets resultat før skat blev på 13,6 millioner kr., og det er til gengæld en kende mindre end i 2016.
- Faldet i vores årsresultat skal ses i lyset af, at vi forrige år opnåede et helt ekstraordinært godt resultat. Men vi har gode grunde til at være tilfredse. Vi har en meget høj soliditetsgrad, forrentningen af egenkapitalen er over 10 procemt, og overskudsgraden 5,5 procent efter skat. Det er nøgletal, som giver os et særdeles solidt fundament for vores videreudvikling af vores vækststrategi, siger EKJ’s administrerende direktør Jørgen Nielsen.
Koncernens årsresultat er blandt andet påvirket af øgede markedsføringsomkostninger i forbindelse med afgivelse af tilbud på rådgivningsydelser til flere såvel danske som udenlandske totalentreprenører. En del af disse er efterfølgende vundet, blandt andet den nye Storstrømsbro, Universitetshospitalet i Køge samt projekteringen af Hamborg Plads i Nordhavn.
NB! Ringsted investerer 12 milliarder i byudvikling. Konferencen afholdes d. 4. oktober 2018.
Desuden har EKJ i årets løb vundet en række store rammeaftaler inden for universitetsbyggeri for blandt andet DTU, Københavns Universitet og CBS.
EKJ overtog med virkning fra den 1. november 2017 Balslev Rådgivende Ingeniørers byggeafdelinger vest for Storebælt, og virksomheden har nu nye kontorer i Odense, Aalborg og Viborg. Dermed har EKJ realiseret sin strategi om at være repræsenteret vest for Storebælt.
EKJ‐koncernen omfatter EKJ rådgivende ingeniører samt de 100 procent ejede datterselskaber Broconsult og EKJ Consulting Engineers Bulgaria Ltd. Koncernen beskæftiger i alt 215 medarbejdere.