I løbet af 2023 nedlægges 600 ud af i alt cirka 1.050 gadeparkeringspladser i Middelalderbyen, som er den ældste del af Københavns indre by. Til gengæld åbner Vognmagergade P-hus under Egmonts bygning midt i København den 1. november 2023 for offentlig parkering.
Parkeringshuset har et samlet areal på 12.000 kvm i 3 niveauer, og der er plads til 410 biler. Københavns Kommune lejer i den forbindelse op til 100 parkeringspladser, som udbydes til beboere.
Indre København og Strøget - byudvikling og investeringer. Konferencen afholdes den 14. november 2023.
- Vi er glade for, at vi kan hjælpe kommunen med at få bilerne væk fra gadeparkering, så der bliver plads til mere byrum i Middelalderbyen, men stadig med mulighed for at kunne sætte bilen, udtaler Egmonts ejendomschef Jens Christian Berner.
Parkeringshuset i Vognmagergade vil tilbyde både time- og døgnparkering, parkeringsabonnementer og altså også beboerlicensparkering. Ved åbningen vil der være opstillet 28 ladestandere til el- og hybridbiler med en ambition om at øge antallet over de kommende år.
Desuden er det tanken, at parkeringshuset løbende vil blive udvidet med en række serviceydelser, som eksempelvis bilklargøring, cykelservice og hub for delebiler. Driften varetages af Apcoa.