Hvert fjerde år analyserer Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI Danmarks kritiske infrastruktur til bunds i State of the Nation rapporterne, der i år udkommer for femte gang.
Delrapporten om transportinfrastrukturen peger på en række problemer med tilstanden af især de kommunale veje og jernbanenettet. Men det overskyggende problem er manglen på en samlet og bæredygtig mobilitetsplan for Danmark, mener Henrik Garver, der er administrerende direktør i FRI:
“Vi har en investeringsplan for infrastrukturen frem mod 2035 til over 100 milliarder kr. Det er godt. Men jeg så gerne, at vi i Danmark havde en overordnet mobilitetsplan, så investeringerne i vores infrastruktur i fremtiden tog afsæt I, hvordan vi ønsker at styrke mobilitet i samfundet. Det bør være en ambition, så de infrastrukturinvesteringer, der skal lægges efter 2035 tænkes sammen med, hvordan vi ønsker at håndtere mobiliteten af mennesker og varer– både på tværs af landet og lokalt.”
Udover mobilitetsplanen, så savner FRI også et øget fokus på bæredygtighed i transportinfrastrukturen, der halser efter resten af samfundet på det punkt. Danmarks store investeringer i infrastruktur har ifølge FRI et alt for begrænset fokus på bæredygtighed. Derfor anbefaler brancheorganisationen, at der indføres en generel Co2- og bæredygtighedsregulering, der skal sikre, at alle infrastrukturprojekter, ikke kun tænkes i kroner og ører, men også besluttes og gennemføres med afsæt i deres klima- og bæredygtighedsaftryk.
Kommunale veje og broer hænger i bremsen
Foruden manglen på en samlet mobilitetsplan og bæredygtighed i infrastrukturprojekter, tager rapporten også temperaturen på tilstanden af de danske veje, broer, havne, jernbaner og lufthavne. Og her skiller de kommunale veje og broer sig negativt ud. For mens de statslige veje og broer er kommet højt op i tilstand, efter mange års målrettet indsats, er det samme ikke tilfældet på kommunalt niveau, og det gør indtryk på Henrik Garver:
“De statslige broer og veje er milevidt foran de kommunale. I vores rapport scorer de statslige 4,5 ud af 5 og de kommunale kun 3,0. Jeg tror vi alle ved, at det desværre ikke er en uvant situation, at skulle undvige hullerne i de kommunale veje og på cykelstier. Samlet set har de kommunale veje og broer et efterslæb på 5-10 milliarder kr.”
Én af grundene til udfordringerne er bl.a. anlægsloftet og pressede kommunale budgetter mener FRI. De anbefaler derfor, at anlægsloftet hæves målrettet til vejvedligehold, så efterslæbet kan indhentes. Men det skal være et løft, der er betinget af, at kommunerne reelt leverer en styrket indsats på vedligehold. For de kommuner, hvor det utilstrækkelige vedligehold handler om finansiering og ikke råderum under anlægsloftet, skal der tilbydes mere gunstige lånerammer.
Jernbanerne kræver massiv investering
Jernbanerne får, ligesom de kommunale veje og broer, også en tilstandskarakter på 3,0. Det er et tal, der både glæder og ærgrer eksperterne i FRI. For mens der er sket meget på området, og der har været investeret i jernbanen, så viser rapporten, at der fortsat udestår et solidt investeringsløft på 10-20 milliarder kr., grundet de fortsatte udfordringer, som jernbanen oplever. Jernbanen er et af de områder, der kommer til at kræve stor tålmodighed. Investeringer i infrastruktur tager tid, og det er vi nødt til at acceptere, også ift. jernbanenettet, hvis tilstanden skal være fremtidssikret.
“Hvis der er den politiske villighed, og tålmodighed, er det min forventning, at vi i 2028 vil kunne se, at både jernbaner og kommunale veje er løftet til et tilfredsstillende og fremtidssikret niveau, der i vores State of the Nation-termer er karakteren 4 eller over “.