Helle Nielsen Ziersen, Head of EDC International Poul Erik Bech siger:
- I vores internationale afdeling arbejder vi dagligt sammen med virksomheder, der i langt højere grad end tidligere prioriterer og rapporterer om deres 'grønne' indsatser. Bæredygtighed er blevet et selvstændigt forretningsområde.
- Virksomheder investerer mere og mere i forskellige bæredygtige initiativer, fordi konsekvenserne ved ikke at gøre det, bliver større og større. Antallet af virksomheder der er tilmeldt SBTi (Science Based Targets Initiative) er 5-doblet det seneste år.
Det er et non-profit initiativ med fokus på samarbejdet mellem virksomheder og eksperter, der skal sikre, at virksomhedens klimamål stemmer overens med klimavidenskaben. Over 8.000 virksomheder, heraf 800 i de nordiske lande, er med i initiativet. Det er blot et af mange eksempler på, at det er et område i markant fremgang.
- Virksomhederne er blevet meget mere bevidste om ESG og bæredygtighed inden for de sidste par år, og det har også en direkte indvirkning på virksomhedernes valg af lokaler, når de skal købe eller leje. Det har bl.a. betydet, at lejerne er begyndt at stille højere krav til ejendommenes energieffektivitet, kulstofemissioner og bæredygtighedsprofil. Lejerne søger i stigende grad efter løsninger, der kan reducere deres CO2-aftryk, både hvad angår driftsrelaterede emissioner og indlejret kulstof, hvilket er den samlede mængde kulstof, der er bundet i selve bygningens konstruktion og materialer.
Hvad er ESG
ESG står for "Environmental, Social, and Governance" og refererer til de tre centrale faktorer, der bruges til at vurdere en virksomheds bæredygtighed og etiske påvirkninger.
Environmental (Miljø): Omhandler virksomhedens indvirkning på miljøet, herunder CO2-udledning, ressourceforbrug, affaldshåndtering og biodiversitet.
Social (Socialt): Fokuserer på virksomhedens forhold til ansatte, kunder, leverandører og samfundet som helhed. Dette kan inkludere arbejdsforhold, ligestilling, menneskerettigheder og samfundsengagement.
Governance (Ledelse): Vedrører virksomhedens ledelsesstruktur og praksis, herunder bestyrelsens sammensætning, aktionærrettigheder, transparens og etisk adfærd.