Hotellet bliver ca. 1.800 kvm og kommer til at indeholde omkring 24 værelser med adgang til en fælles restaurant, sauna og orangeri. De individuelle hytter ligger i en cirkel omkring restauranten, hvor gæster kan samles og dele deres oplevelser og erfaringer. Ambitionen er at tiltrække og skabe et fællesskab mellem friluftsentusiaster fra hele verden.
Hotellet ligger på en holm med udsigt over Norskehavet og bjergene og er formet som en del af landskabet. Norges næststørste ø Senja er kendt for sine imponerende landskaber med stejle fjelde, afsidesliggende strande, dale og dybe fjorde. I Bøvær på Senjas vestkyst vil det norske eventyr- og friluftsbrand Norrøna skabe et intimt naturhotel, designet af den danske tegnestue Dorte Mandrup, som skal tilbyde besøgende autentiske og fælles oplevelser i naturen.
“Norrønas ambition om at inspirere folk til at udforske naturen og fremme et fællesskab omkring udendørsoplevelser er meget inspirerende, og vi ønsker at reflekterer dette gennem arkitekturen ved at forme den som en forlængelse af rejsen ud i landskabet. Bygningen er designet som individuelle hytter, der er forbundet af et stort stentag, som fortsætter formationerne i det omkringliggende terræn, så linjerne mellem bygning og landskab nænsomt fortoner sig og havet og bjergene får lov at dominere,” siger grundlægger og kreativ direktør Dorte Mandrup.
“Vi har høje ambitioner for alle vores projekter, og her ønsker vi også at skabe en verdensklasseoplevelse. Lokationen fortjener det bedste inden for arkitektur, materialer og håndværk, og vi er derfor glade for at have Dorte Mandrup med på vores hold,” siger Jørgen Jørgensen, CEO og ejer af Norrøna: ”Vi ønsker at vise verden den vidunderlige natur og kultur på Senja og give vores gæster oplevelser, som de ikke kan få andre steder. Samtidig ønsker vi at skabe gode jobs, der kan være med til at løfte hele området”.
Bygningen ligger i en fragmenteret formation langs kysten som sten, der har samlet sig over tid. Ligesom med The Whale, der bygges en smule syd for Senja på øen Andøya, har Dorte Mandrup ladet sig inspirere af landskabet for at skabe en bygning, der ikke kun passer ind i landskabet, men understreger og forstærker oplevelsen af det. Taget er belagt med ubearbejdet sten fra lokalområdet og er inspireret af de stendækkede bjergskråningerne, som er skabt gennem naturlige processer. Fra oven forsvinder bygningen næsten ind i terrænet.
Det er ambitionen, at hotellet skal opføres af lokale materialer som træ, sten og skifer samt elementer fra en eksisterende forfalden bygning.