De dystre udsigter for 2022 fik de danske rådgivende ingeniørvirksomheder til at fokusere deres indsats, hvilket har resulteret i, at der på brancheniveau er landet en rekordomsætning i hvad, der var spået til at blive et kriseår.

2022 var et rekordår for den rådgivende ingeniørbranche. Det viser tal fra den årlige Brancheundersøgelse, som Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, foretager på tværs af de godt 250 medlemsvirksomheder.

Omsætningen i Danmark - inklusive eksport - rammer 15,8 milliarder kr., hvilket er en vækst på 2 milliarder kr. eller omkring 15 procent i forhold til 2021. Dette er ikke tidligere set på brancheniveau.

- Det er et virkelig flot resultat, som jeg mener at branchen godt kan tillade sig at være stolte af. Årets omsætning ligger hele 700 millioner kr. over de forventninger, vi havde på forhånd, og som i forvejen var ambitiøse. Det er alt i alt et helt vildt stærkt resultat, fordi det ikke blot er en enkelt virksomhed der har en rekordomsætning, men en samlet branche der lykkes. Resultatet er skabt på trods af de mange udfordringer virksomhederne har skullet navigere i: energikrise, konflikter, stigende materialepriser, inflation, rentestigninger og lønpres. En del af succesen bygger på, at det på brancheniveau er lykkedes at øge antallet af ansatte massivt gennem 2022. Og så kan vi se, at de samfundsmæssige svar på mange af de aktuelle kriser kommer fra de løsninger, som dygtige rådgiver- og ingeniørvirksomheder kan levere, siger administrerende direktør i FRI, Henrik Garver.

- Det viser jo, at der ER en vej gennem de udfordringer vi har set i 2022 og her i 2023. Og det er godt nyt for en lang række andre brancher og virksomheder. Det er rådgiver- og ingeniørvirksomhederne, der typisk er meget tidligt med på langt de fleste projekter, fra klimatilpasning og grøn omstilling til byudvikling og infrastruktur. Derfor kan FRI-virksomhederne ses som en "kanariefugl" for alle de efterfølgende aktører; arkitekter entreprenører, materialeproducenter mv. – men det vigtige er også, at det ikke er alle sektorer der trives lige godt, uddyber han.

Kunstig intelligens indenfor byggeriet. Konferencen afholdes den 24. oktober 2023.

Men selvom omsætningen er rekordhøj, så er det ikke tegn på en branche, der har spundet guld på udviklingen, forklarer Henrik Garver.

- Indtjeningen for branchen, overskudsgraden på brancheniveau, lander på 7,2 procent i 2022. Det er et pænt stykke, faktisk 0,8 procentpoint, over vores forventninger, men et mindre godt resultat end i 2021. Sammenlignet med andre brancher, så er det ikke voldsomt – men i kontekst af, hvad der er almindeligt for de rådgivende ingeniørvirksomheder, og særligt med blik for det år vi lige har været igennem, så er det et resultat hvor langt de fleste af branchens virksomheder kan være tilfredse, siger han.

- Og vi kan også være tilfredse med, at eksporten har fulgt med de resultater, der er opnået inden for landets grænser. Eksporten af rådgiverydelser fra Danmark ligger på 2,7 milliarder kr. og udgør dermed 17 procent af den samlede omsætning i Danmark. Mere interessant er det, at vi i kroner og ører er tilbage på samme eksportvolumen som før Corona lukkede verden ned. Det havde jeg ikke set ske så hurtigt. Og hertil kommer, at tallet er uden den meget væsentlige omsætning, der ligger i vores medlemsvirksomheders udenlandske datterselskaber, hvor vi fra tidligere undersøgelser ved, at FRI-virksomhederne har haft en stærk udvikling og vækst. Ikke mindst i det øvrige norden og i USA. I det perspektiv er udviklingen i eksporten fra Danmark ekstra flot, slutter han.


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS