Ved at genbruge og transformere store dele af det gamle stålværk vil Cobe skabe en levende bydel, der både hylder stedets historie og bringer nyt liv til det tidligere industriområde.
Stålværket Krulli har i over 100 år været en central del af Tallinns industrihistorie, men har stået ubenyttet hen i mange år. I dag bruges området midlertidigt til bl.a. kunstudstillinger, koncerter og sportsaktiviteter, ligesom grønne oaser er vokset frem i og omkring de forladte bygninger.
I stedet for at bygge nyt fra grunden, fokuserer projektet på at transformere de eksisterende bygninger og genanvende bygningsdele og materialer fra stedet.
Dan Stubbergaard, grundlægger af Cobe og professor på Harvard University, udtaler:
“Vi tror på at transformere det, der allerede findes. I en tid præget af klimaforandringer og knappe ressourcer er det mest bæredygtige projekt altid dét, der allerede er bygget. Krulli rummer en skattekiste af materialer, bygningsdele og byggerier, der blot venter på at blive genanvendt og transformeret. Vores mål har været at give området nyt liv og lade det blive en dynamisk del af Tallinns fremtid – alt sammen ved at transformere det, der allerede findes. Vi har arbejdet med et klart hierarki for transformationen, hvor vi først og fremmest genanvender de eksisterende bygninger. Hvis det ikke er muligt, anvender vi genbrugte materialer fra stedet. Skal der tilføjes nye materialer, prioriterer vi biogene løsninger, og som sidste mulighed ser på nye materialer, der skal kunne genanvendes i fremtiden.”
Innovationscenter som første skridt
Projektets første milepæl bliver etableringen af et innovationscenter, hvor tre industrihaller skal transformeres til et offenligt samlingssted i den nye bydel. De forladte haller, som engang husede maskiner til stålproduktion, vil snart summe af byliv med caféer, butikker, atelier og co-working-spaces side om side.
Cobe blev udvalgt til projektet i begyndelsen af 2023 og har siden tegnet en masterplan for det tidligere stålværk, specifikke transformationsprojekter i bydelen og designet landskab og byrum. Innovationscenteret er en central del af planen og forventes at stå færdigt i 2027. Cobes arbejde bygger videre på en tidligere masterplan for området fra 2021, udarbejdet af den estiske arkitekt Andres Alver.
Cobe har stået bag en række byudviklingsprojekter globalt, hvor tidligere industriområder er blevet transformeret til nye bydele. Et af de mest fremtrædende eksempler er Deutzer Hafen i Køln, hvor byens gamle industrihavn i disse år transformeres til en ny bydel ved Rihnen. Også i Danmark har Cobe markeret sig med en række store byudviklingsprojekter som Nordhavn, Jernbanebyen og Papirøen i København – alle projekter, der omdanner tidligere industrielle havnearealer til nye bydele.