Bygningen ligger i Ørestad Nord, på Amagerfælledvej 190, et stenkast fra DR Byen og har fra toppen et flot kig ud over Amager Fælled.
Med sin markante røde facadefarve har bygningen et kraftfuldt ydre, som gør den letgenkendelig. Indvendigt udgør et 29 m højt atrium bygningens hjerte i de 7 etager, som bindes sammen af en iøjnefaldende grøn trappe – Greenline.
Det nye Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX gør op med idéen om skolen som en bygning, der breder sig ud, og hvor hver linje eller klasse er isoleret i deres egen afdeling. I stedet er der skabt et uddannelsessted, som er stablet i højden, og hvor de studerende mødes i midten og i de attraktive fællesområder som bibliotek, kantine og atrium. Det hele bindes sammen af den iøjnefaldende grønne trappe kaldet Green Line, fortæller arkitekten bag byggeriet PLH.
Overalt i DMJX er lagt vægt på løsninger, der mindsker CO2-aftrykket, nedbringer energiforbruget og øger trivslen.
”De karakteristiske vinger på facaden udgør bygningens solafskærmning, som er med til at regulere temperaturen, idet lys og skygge udnyttes bedst muligt i løbet af dagen. Hver vinge er orienteret forskelligt afhængig af dens placering i forhold til solen.” – Anette Grønbæk, bæredygtighedsleder i PLH Arkitekter
Bygningen er tegnet af PLH Arkitekter, mens 5E Byg har været totalentreprenør.