Arkitektfirmaerne Cornelius Vöge og AART skal være totalrådgivere på ombygningen af gården Anesminde i Jelling. Projektet er en del af Hærvejsprojekt Vejle og er støttet af Nordea-fonden med 45 millioner.

Med valg af totalrådgivere er arbejdet med at omdanne Anesmindes længer og de nære udearealer til et samlingssted for Hærvejens brugere, Jellings borgere og Monumentområdets gæster klar til næste fase.

To ud af 14 rådgiverteams

14 rådgiverteams bød i forsommeren ind på prækvalifikationen til rådgiveropgaven. Vejle Kommune valgte 5 teams til at give tilbud på bygningsrådgiveropgaven og 4 teams til at give tilbud på udearealerne. Af disse9 tilbudsgivere er der nu udvalgt 2 teams, som sammen skal sikre omdannelsen af gården til glæde for områdets mange brugere. Samlingssted og legeplads

På gården Anesminde står man bogstaveligt talt med det ene ben på Hærvejen, der løber gennem Monumentområdet, og det andet ben i en mytologisk have, der byder på pauser, picnic, leg og oplevelser med fortællinger om vikingernes bygningskunst og deres færden til lands og til vands.

Gården ombygges med information om Hærvejen, madpakkerum, offentlige toiletter, multisal til samlinger/events, nye værksteder og vinterhi for vikingeskibet Jelling Orm. I garagen bliver der etableret grupperum og den gamle forpagterbolig bliver ombygget til tre gæstelejligheder. 

Omdannelsen af gården Anesminde bliver realiseret med støtte fra Nordea-fonden, og det er en del af Hærvejsprojektet i Vejle Kommune, som fonden har bevilliget i alt 45 millioner kr. til.

Opstart

Jens Kinch, faglig leder AART Byrum & Landskab, siger:

"Vi er glade for at blive udpeget som vindere af landskabsprojektet til formidlings- og samlingsstedet Anesminde i Jelling, der fremover vil modtage besøgende til UNESCOs verdenskulturarv, hærvejens vandrere og byens borgere."

Dan Cornelius, partner i Cornelius Vöge, fortsætter:

"Med sin tilkobling til den store Danmarkshistorie med Jellingmonumenterne og Hærvejen er transformation af Anesminde et sandt drømmeprojekt. Her mødes den lille fortælling om danske gårde med den store fortælling om Jellings overvældende verdensarv. Vi er ovenud begejstrede for at blive valgt til denne opgave."

Ombygningen af Anesminde forventes at stå klar sommeren 2026.

Hærvejsprojekt Vejle

Vejle Kommune ønsker at tage aktivt del i at skabe en af Europas bedste natur-og oplevelsesruter. Med udgangspunkt i "Strategi for udvikling af Hærvejen" vil Vejle Kommune sammen med 14 hærvejskommuner og destinationsselskaber løfte kvaliteten af Hærvejen, udvikle servicen, styrke Hærvejen som brand og bidrage til bedre data og monitorering.

I Vejle Kommune strækker Hærvejen sig på en 50 km rejse gennem storslået natur og enestående kultur- og historieoplevelser, bl.a. Egtvedpigens Verden, Ravningbroen, Vejle Ådal og Haraldskær, Monumentområdet i Jelling og Gudenåens og Skjernåens udspring.

 


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne