Modulproducenten Concept Living har netop vundet et udbud fra Middelfart Kommune, hvor Børnehuset Kompasset skal udvides. Udvidelsen skal opføres som et permanent præfabrikeret modulbyggeri og giver plads til næsten en fordobling af husets vuggestuepladser.
Der er flere vuggestuepladser på vej til Middelfart, hvor en af byens daginstitutioner, Børnehuset Kompasset, skal udvides. Her har modulproducenten Concept Living netop vundet et udbud og skal opføre en udvidelse på 433 kvm. Det giver plads til 40 nye vuggestuepladser.
Concept Living, der er søsterselskab til ABC Pavilloner og har hovedkontor i Midtjylland, er ikke en ukendt aktør i branchen. Virksomheden har således stor erfaring med at opføre børne- og uddannelsesinstitutioner i flere af landets kommuner.
Vejle: De store projekter. Konferencen afholdes den 23. marts 2023.
- Vi har god erfaring med at samarbejde med kommuner på tværs af landet, hvor vi har bevist, at vi har kompetencerne til at udvikle og opføre velgennemtænkte børne- og uddannelsesinstitutioner, men dette projekt markerer vores indtog i det fynske landskab. Derfor er vi selvfølgelig stolte over at vinde udbuddet i forbindelse med udvidelsen af vuggestuedelen af Børnehuset Kompasset, siger Kjeld S. Facius, administrerende direktør ved Concept Living.
Flere kommuner oplever i disse år en øget befolkningstilvækst, og hos Middelfart Kommune er trenden ikke anderledes. Ifølge kommunens egen befolkningsprognose forventes en stigning i befolkningstallet på 8,1 procent frem mod 2033 med basisår i 2021.
Børnehuset Kompasset har i forvejen en satellitfunktion med plads til 18 vuggestuebørn. Den nye udvidelse sker som en udbygning af hovedbygningen, der i sin nuværende form er normeret til 90 børnehavebørn og 54 vuggestuebørn. Når Concept Living har leveret modulbyggeriet, bliver der plads til i alt 94 vuggestuebørn.