I et af hovedstadsområdets mest centrale industri- og logistikområder udlejer Carlsberg Danmark isamarbejde med Colliers 9.000 kvm i toldfrit område.

Siden 1999 har Carlsberg i Danmark omfordelt varer til deres sjællandske kunder fra deres adresse på Bohus Boulevard i Taastrup. Vogntog fra hovedlageret i Fredericia kører dertil to gange i døgnet med varer, som indtil nu er blevet omfordelt manuelt, men fremover vil størstedelen af varerne nu blive pakket i Fredericia og blive sat direkte på lastbilslad fra Taastrup og videredistribueret uden at skulle ompakkes.

”Det har været og er fortsat en stor opgave at omlægge Carlsberg Danmarks distribution og måden vi arbejder på. Optimeringen indebærer i denne omgang, at vi kun skal håndtere containeren i stedet for hver eneste palle, og derfor kan vi frigive lagerpladsen i Taastrup. Omlægningen ændrer dog ikke på, at Taastrup fortsat vil have en stor betydning for vores distribution,” siger Tenna Lauridsen, Logistic Director hos
Carlsberg Danmark.

Distributionsomlægningen betyder, at Carlsberg i fremtiden får brug for mindre kapacitet i deres 40.000 kvm store ejendom, og derfor udlejer de ca. 9.000 kvm lager. Carlsberg bliver boende i dele af ejendommen og resten har siden 2015 været udlejet til PostNord.

Historisk set er Taastrup ifølge Helle Andersen, Director og leder af Industri & Logistik hos Colliers i København et centralt logistikområde på Sjælland, som forbinder Hovedstaden med resten af Danmark. Med kort afstand til både motorvejsnettet og direkte adgang til togbanen er det en essentiel placering til det sidste led i distributionskæden:

”Med sin korte afstand til København og gode adgangsforhold, udgør Taastrup et ideelt sted for lager- og logistikfaciliteter. Dette afspejles også i de virksomheder, der allerede har etableret sig i området herunder PostNord, GLS og Microsoft,” siger Helle Andersen.

”Lageret i Taastrup er et spændende og anderledes produkt i markedet, fordi en lejer med behov for toldfri zone har adgang til de omkringliggende faciliteter, som det kræver. Derudover er der mulighed for kontorpladser og kantine i administrationsbygningen og ikke mindst direkte adgang til togbanen og E20, som sikrer optimale muligheder for effektiv infrastruktur.” siger Helle Andersen.

Afslutningsvis understreger Helle Andersen, at Taastrup som ideel placering for industri- og logistikvirksomheder ikke alene er baseret på de nuværende fordele, men også på den fremtidige udvikling af den danske infrastruktur.


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.