Brøchner Hotels åbner i forsommeren 2025 et nyt hotel på 1.200 kvm i Carlsbergbyen. De nye værelser bliver et synergiprodukt til flagskibet Hotel Ottilia og får sit eget unikke design og koncept.

Lokale og turister kan snart se frem til et nyt hotelkoncept i Carlsbergbyen. Brøchner Hotels har nemlig kastet sig over at omdanne 1.200 kvm i Maltmagasinet til hotelværelser.

Der er tale om et helt nyt hotelprodukt, der vil få sit eget unikke og eksklusive designudtryk, men som er forbundet til Hotel Ottilia, hvorfor gæsterne også kan nyde godt af de services og faciliteter, der følger med dette, herunder Good Morning It's Organic Breakfast, Wine Hour, Night Cap Hour og fitness.

"Vi er meget begejstrede for at dele denne nyhed med vores gæster og lokalsamfund i Carlsbergbyen. Hotel Ottilia har været en succeshistorie siden åbningen i 2019, og vi er stolte af fortsat at udvikle og bidrage til Carlsbergbyens blomstrende kulturliv," udtaler Nickolas Krabbe Bjerg, CEO for Brøchner Hotels.

Baggrunden for ekspansionen i Carlsbergbyen skal findes i Hotel Ottilias konstante vækst siden åbningen i 2019 i de gamle bryggeribygninger ved siden af den ikoniske elefantport.

Med respekt for husets arv og historiefortælling har Hotel Ottilia etableret sig som et lokalt samlingspunkt med 155 værelser og suiter samt konferencelokaler og Rooftop Restaurant. Carlsbergbyen som område blev for nyligt kåret som en top 10 europæisk rejsedestination i 2024 af selveste The Guardian, og vedbliver at være et dynamisk område i konstant udvikling.

Brøchner Hotels har over de seneste år også haft gode erfaringer med at drive synergikoncepter. Senest åbnede den familieejede kæde de såkaldte SP34 Apartments - en serie af 26 luksuslejligheder i Indre By, der er tilknyttet Hotel SP34s faciliteter, på samme vis som Brøchner Hotels nu vil tilknytte det nye koncept i Carlsbergbyen til det etablerede Hotel Ottilia.

"Vi oplever en efterspørgsel på innovative og differentierende hotelprodukter. Vores gæster rejser gerne efter et distinkt hotelprodukt med arkitektur og design som destinationen i sig selv. Derfor udfordrer vi hele tiden os selv til at tænke anderledes, når vi skaber produkter. Det nye koncept i Carlsbergbyen bliver endnu en cementering af den ambition", siger CEO Nickolas Krabbe Bjerg, som på nuværende tidspunkt ikke vil løfte sløret for flere detaljer om det nye produkt.

Det er Brøchner Hotels eget designteam, der vil stå bag renoveringen af de nye værelser i samarbejde med designholdet Laboratoriet og Mette Fredskild samt et rådgiverteam bestående af Arkitema og Wissenberg, som alle også bidrog til renoveringen af Hotel Ottilia.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne