En forlængelse af S-togslinjen fra Farum til Hillerød er på tegnebrættet hos Bane Danmark og de 3 involverede kommuner. d. 4. september 2024 er der borgermøde om projektet.

Som en del af Infrastrukturplan 2035 er Banedanmark blevet bedt om at gennemføre en strategisk analyse af omkostningerne og perspektiverne i 2-3 mulige linjeføringer for en forlængelse af Farumbanen til Hillerød. Der er afsat 5,6 millioner kr. til den strategiske analyse af projektet.

Banedanmark afholder nu den første høring om projektet - idéfasehøringen, for at indhente forslag om de forhold, der skal tages hensyn til i de videre undersøgelser.

Idéfasehøringen begynder d. 17. september 2024 og slutter d. 29. oktober 2024.

En forlængelse af S-togslinjen fra Farum til Hillerød vil forbinde et område med mere end 160.000 arbejdspladser mellem Hillerød-Furesø-Gladsaxe-Ballerup. Det vil derfor skabe et alternativ for de mange, der i dag tager bilen ind ad Hillerødmotorvejen på vej til arbejde i København eller omegnskommunerne. Og i den modsatte retning til lokalbanerne i Nordsjælland og det nye supersygehus ved Favrholm.

3 kommuner Hillerød, Allerød og Furesø arbejder sammen med Banedanmark om forlængelsen af Farumbanen.

Furesø Kommune har for egen regning udarbejdet en analyse af projektet fra Atkins, der viser, at der kan flyttes mange borgere fra bil til bane gennem projektet med positive effekter for støj, trængsel, klima og rejsetid.

Borgere og ansatte vil få en direkte togforbindelse til det nye supersygehus i Hillerød, som får 4.000 ansatte og 460.000 ambulante patienter og besøgende. Sygeplejersken fra Værløse vil kunne tage toget fra Værløse station direkte til supersygehuset og være fremme i løbet af 12-13 minutter. Allerødborgeren, der arbejder på Novo Nordisk i Bagsværd, vil få en direkte togtur på ca. 15-16 minutter til arbejde.

Hvor skal Furesøstationen ligge?

Furesø Kommune og Banedanmark skal undersøge 2 mulige placeringer for en ny S-togsstation i Farum, henholdsvis syd og nord for Paltholmvej, umiddelbart ved siden af motorvejen.

Arealet nord for Paltholmvej er allerede udlagt til station i den eksisterende kommuneplan, men måske er der andre muligheder. På mødet vil Banedanmark gennemgå hele strækningen, herunder oplæg til placering af en ny Farum Station.

”En forlængelse af S-togslinjen fra Farum til Hillerød vil være godt for vores klima og miljø, og det vil samtidig kunne reducere støjen og trængslen. Vi er naturligvis på et meget tidligt stadie, men det er en analyse, der vil få massiv indflydelse på fremtidens Furesø Kommune, og som vi derfor følger tæt”, siger Lene Munch-Petersen (A), formand for Natur og Klima i Furesø, og fortsætter: ”En station i nærheden af bytorvet rummer meget store udviklingspotentialer for Farum Midtby - særligt for Farum Midtpunkts beboere og erhvervsområderne. Det betyder selvfølgelig også, at der er mange mulige konsekvenser, vi som kommune skal være opmærksomme på i vores langsigtede planlægning”.


Relaterede konferencer

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Plejeboliger for 25 milliarder kr.