I dag – mere end 10 år efter, at Østre Landsret gav DSK medhold i, at Field’s ikke indeholder det stormagasin, som lokalplanen kræver – har Københavns Byret afgjort, at de tiltag, som Field’s ønskede som led i en såkaldt lovliggørelse – ikke var tilstrækkelige.
Københavns Byret giver dermed Planklagenævnet og DSK medhold i, at den byggetilladelse, som Københavns Kommune udstedte i 2013 ikke ville sikre, at byggeriet ville være i overensstemmelse med lokalplanen.
De Samvirkende Købmænd, DSK håber, at sagen dermed har fundet sin endegyldige afslutning, og at ejerne af Field’s vil sikre, at byggeriet bliver lovliggjort.
”I dag er en rigtig god dag for vores købmænd. Vi er rigtig glade over, at nu også byretten har slået fast, at byggetilladelsen for et stormagasin i Field’s ikke lever op til lokalplanen. Det er tidligere slået fast af Østre Landsret, at det såkaldte stormagasin ikke levede op til lokalplanens krav, ligesom både Planklagenævnet og nu også Københavns Byret har fastslået, at de minimale tiltag, som man havde lagt op til skulle sikre en lovliggørelse, heller ikke var tilstrækkelige. Alene denne del af sagen har kørt i over 10 år. Nu håber vi, at sagen har fundet sin endelige afslutning, og at Københavns Kommune sikrer en lovliggørelse af byggeriet”, siger adm. direktør Jannick Nytoft, De Samvirkende Købmænd.
Østre Landsret afgjorde allerede i 2011, at den oprindelige byggetilladelse for et stormagasin i Field’s ikke levede op til lokalplanen. Landsretten vurderede, at Bilka, H & M og Magasin i Field’s ikke er et stormagasin, som det skal være efter lokalplanen.
Dommen fik Københavns Kommune i 2013 til at udstede en ny byggetilladelse, der skulle lovliggøre byggeriet, som dog heller ikke opfylder lokalplanen, som Planklagenævnet og nu også byretten har fastslået.
DSK har ført sagen på vegne af de lokale købmænd, som mener, at en Bilka forretning forvrider konkurrencen i langt større grad end det oprindeligt planlagte stormagasin ville have gjort.