BIG vinder arkitektkonkurrence om at designe et 12.000 kvm rejsecenter til Marengo Multimodal Transport Hub i Frankrigs fjerdestørste by, Toulouse.

Rejsecenteret placeres ved siden af hovedbanegården på byens østlige grænse og styrker dens offentlige transportnetværk ved at forene tog, metro og bus under samme tag.

Marengo Multimodal Transport Hub aktiverer byområdet i det centrale Toulouse og tredobler det daglige antal rejsende. Rejsecentret er hovedsageligt konstrueret i træ og forbundet med hovedbanegården mod vest samt gangvejene omkring byggeriet. Som gennemfartsvej og opholdssted forbinder centret Toulouses bymidte hen over den UNESCO-listede Canal du Midi med Périole kvarteret i øst. Bygningen er sat til at opnå Occitanie regionens certificering for bæredygtigt byggeri samt Biodiversity Effinature og HQE Infrastructure certificering.

Bygningen er karakteriseret ved et foldet, rosa tag, inspireret af Toulouses historiske brug af den brændte, røde ‘foraine’ mursten, der har givet byen sit kaldenavn som ‘den lyserøde by’. Fra hovedindgangen, markeret ved en sydvendt baldakin, stiger bygningen gradvist i en buet bevægelse mod togsporene i nord og når sit højeste punkt ved 32 meter. Træer og buske fra Haute-Goronne regionen er plantet i bygningen og den tilstødende cykelparkering.

"Rejsecentrets foldede tag stiger fra Marengo pladsen, definerer hovedhallen med frodigt grønt og dagslys, og leder besøgende til metro- og togspor. Bygningens silhuet vokser mod nord i højden og bugter sig mod rue de Périole. Stueetagen og de nederste etager vil tilbyde områder til hvile og handel, samt huse et offentligt event space, mens de øverste etager vil være til regionens kontorer. Med øje for at finde løsninger med lavt CO2-udslip i materialevalg og drift, vil centret bestå af massivtræ, beton med lav CO2-udledning samt integrere naturlig ventilation i bygningen og solceller på taget. Det enkle, men multifunktionelle design bidrager med et markant, nyt vartegn til Toulouse." - Jakob Sand, Ansvarlig Partner, BIG - Bjarke Ingels Group

Ved ankomst, passerer de rejsende busstationen og kommer ind i den udendørs velkomsthal, der leder én under jorden til hovedbanegården, metrolinjer og venteområder. 4,400 kvm spredt ud over stueetagen og to underjordiske niveauer tilbyder plads til møder og hvile med siddepladser, samt handel og kulturelle aktiviteter til at skabe byrumsstemning. Her vil kommunen lede et offentligt event space med henblik på at invitere til udstillinger, konferencer og workshops.

I takt med at strukturen vokser i højden, gøres hver etage gradvist mindre. Dette giver visuelle forbindelser på tværs af etager, og trækker dagslys ned til bygningens laveste niveauer, som sikrer en tryg og let orientering over hele området. De to underjordiske etager er direkte forbundet til et udendørs cykelparkeringsområde.

Fra 1-6. etage vil der være 6,600 kvm kontorpladser til regionens 350 medarbejdere. Skillevæggene udføres i stampet lerjord, mens stueetagen samt de to underjordiske niveauer konstrueres i beton med lav CO2-udledning.

Rejsecenteret er BIGs andet projekt i Sydfrankrig, efter at tegnestuen i 2019 åbnede kulturcenteret MÉCA, Maison de l’Économie Créative et de la Culture Aquitaine, i Bordeaux. Marengo Multimodal Transport Hub har planlagt start på byggeriet til 2026.


Relaterede konferencer

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.