Hele 64 procent af boligkøberne tror på stigende priser det kommende år på landsbasis. I københavn er det 71 procent.

Det er i stærk kontrast til situationen for bare 2 år siden, hvor kun 12 procent troede på prisstigninger, mens hele 73 procent mente at vi stod overfor faldende priser.

Især i hovedstadsområdet har boligkøberne tiltro til, at deres boligkøb vil blive en god investering, idet forventningen om stigende priser her deles af 71 procent. Det viser en helt ny undersøgelse blandt ca. 1.600 boligkøbere i EDC’s køberkartotek.

Holdningsskiftet blandt boligkøberne er ganske bemærkelsesværdigt, mener EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann: - Det er sjældent, at vi oplever en så markant forbedret stemning på boligmarkedet på så relativt kort tid, men det har også været nogle turbulente år. Da vi foretog den tilsvarende undersøgelse i 2022, var hele markedet præget af rentestigning og voldsomt stigende energipriser, og det afspejlede sig naturligvis i et ret sort syn på boligprisernes udvikling.

Siden da har renten stabiliseret sig, dog på et højere niveau end før krigen i Ukraine, og energipriserne er faldet til et normalt leje. – Markedet og markedsforventningerne har tilpasset sig en ny virkelighed, og historisk set er renten da heller ikke specielt høj. Vi har samtidig fået større vished omkring boligskattereformens konsekvenser, og det er alt sammen med til at give boligkøberne mere ro i maven.

Især boligkøbere i hovedstadsområdet tror på stigende priser: - Uanset om boligmarkedet er på ved opad eller nedad, er udviklingen altid mest markant i de største byer – og det samme gælder forventningerne. For to år siden, var det i Region Hovedstaden, at flest troede på kraftige prisfald, og nu er det omvendt, slutter Jan Nordmann.

Undersøgelsen er gennemført i juni og juli 2024 blandt 1.621 boligkøbere i EDC’s køberkartotek. I tabellen nedenfor vises svarprocenterne både fra årets undersøgelse og den tilsvarende undersøgelse i 2022.


Relaterede konferencer

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Hvordan vi får mere liv i bykernerne

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.