På nuværende tidspunkt er der i alt ca 100.000 boliger og sommerhuse, som i BBR har registreret oliefyr som varmeinstallation.
Fremtidens energikilder i Danmark er i fokus, og mange af landets oliefyr skal gradvis udfases de kommende år. Derfor iværksætter BBR nu en oliefyrskampagne, så flere boligejere får registreret deres varmekilde korrekt.
”Mange bygninger står i dag registreret med et oliefyr, selvom det for længst er udskiftet. Derfor søsætter vi en oplysningskampagne, der opfordrer boligejerne til at få rettet oplysninger i BBR. Det er heldigvis nemt og skaber et bedre overblik over, hvor mange oliefyr, der reelt er i brug i Danmark. Det er til gavn for boligejerne selv, den grønne omstilling og arbejdet med de nye ejendomsvurderinger,” forklarer kontorchef for Bygnings- og Boligregistret, Christopher Stryhn Møller.
Kampagnen er målrettet ejere af bygninger, hvor der i BBR er registreret et oliefyr. Ejerne vil modtage et brev fra BBR, som opfordrer dem til at oplyse den aktuelle varmeinstallation til BBR.
Også for fremtidens ejendomsvurderinger vil kortlægningen af varmeinstallationer være et vigtigt element. Kampagnen og kortlægningen af landets oliefyr vil derfor også medvirke til at sikre boligejerne bedre vurderinger.
”Det er vigtigt, at BBR løbende holdes opdateret og i overensstemmelse med de aktuelle energiforbrugsdata, sådan at BBR-oplysninger stemmer overens med virkeligheden. Det har vi løbende fokus på at gøre boligejerne opmærksomme på, og det vil vi også gøre i forhold til varmekilder for på den måde at styrke kvaliteten af energirelaterede data til gavn for fremtidige ejendomsvurderinger,” fortæller Christopher Stryhn Møller.