Facadebeklædningproducent BB Fiberbeton vil udvide sine produktionsfaciliteter i Køge. Køge Kommune har udarbejdet et lokalplanforslag, der nu er sendt i offentlig høring.

BB Fiberbeton er på få år vokset ganske betragteligt og står med et akut pladsproblem. Virksomheden har derfor kontaktet Køge Kommune angående mulighed for at udvide virksomheden på Naurbjergvej 2 i Lille Skensved - en ejendom, som ligger som ”genbo” til den eksisterende virksomhed. Det fremgår af Køge Kommunes lokalplanportal.

Køge Byråd har den 10. september 2024 besluttet at sende forslaget til lokalplan for området i offentlig høring og i den forbindelse afholdes der et borgermøde den 23. oktober 2024 på Køge Rådhus. Den offentlige høring varer frem til til den 1. november 2024.

BB Fiberbeton ønsker mulighed for at kunne have oplag af producerede elementer i den nye bebyggelse. Virksomheden er ved at udvikle en ny type betonelementer som ved håndteringen kræver ekstra rumhøjde. Den nye bebyggelse ønskes derfor at kunne rumme den krævede højde på 15 m til håndteringen samtidig med at den skal kunne indeholde lagerplads og muligheder for distribution af produkterne.

Lokalplanområdet dækker et areal på 44.600 kvm i Ll. Skensved By, Højelse. Den sydligste del af matriklen er i kommuneplanen udlagt til nyt erhvervsområde, mens den nordlige del er udlagt til rekreativt område og indgår derfor ikke i lokalplanområdet.


Relaterede konferencer

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Plejeboliger for 25 milliarder kr.

Hvordan vi får mere liv i bykernerne