ATP Ejendomme har indgået en salgsaftale med en investorgruppe om at overtage en 16.000 kvm stor ejendom på Langelinje i København.
Kontakt
ATP Ejendomme
ATP Ejendomme har indgået en salgsaftale med en investorgruppe, der er anført af ejendomsudviklingsfirmaet TN Udvikling samt Metropol Erhverv, om at overtage ejendommen beliggende Langelinie Allé 31-35 i København. Ejendommen er på små 16.000 kvm og var indtil for nylig hovedkontor for advokatfirmaet Bech-Bruun.
Investeringsdirektør i ATP Ejendomme André Scharf er tilfreds med salget af bygningen, som selskabet har ejet siden opførelsen i 2001.
"Med fraflytningen af Bech-Bruun har vi afsøgt de forskellige muligheder for den videre udvikling af ejendommen og området ved Langelinie. Vi ejer i forvejen flere ejendomme i området og er derfor nået frem til, at et salg er en strategisk fornuftig tilpasning af vores ejendomsportefølje", siger André Scharf.
Fra de nye ejere udtaler Torben Torp Nielsen, direktør i TN Udvikling:
”Det har været et godt forløb i forbindelse med handlen, hvor vi har fået god bistand af advokatfirmaet Poul Schmith samt haft et godt samarbejde med RED, der har haft salgsopgaven. Vi vil i den kommende tid undersøge, hvordan ejendommen skal udvikles”.
Martin Risager, partner i Metropol Erhverv, supplerer slutteligt:
”I forbindelse med denne og tidligere transaktioner i første halvår har vi indhentet kapital fra markedet, der gør det muligt at købe yderligere ejendomme ind i andet halvår. Vi ser frem til, hvad der byder sig af spændende ejendomme”.
Parterne har aftalt ikke at oplyse salgsprisen.
Sælger er i forbindelse med handlen blevet rådgivet af RED og DLA Piper.