I henhold til Kommuneplan 2017 kan 2 af 3 store udvalgsvarebutikker på over 2.000 kvm opføres i Aarhus C i den aktuelle byrådsperiode frem til 2021.
Af et notat fra Teknik og Miljø fremgår det, at ATP Ejendomme ønsker mulighed for at anvende 1 af de 2 muligheder i kvoten for Aarhus C med henblik på at etablere en 3.800 kvm stor butik i Clemensborg gennem omdisponering af eksisterende butikslokaler i det 11.000 kvm store butikscenter, som i forvejen er 100 procent udlejet.
Projektet kræver en dispensation fra den gældende lokalplan, hvori der er angivet en maksimal butiksstørrelse på 1.000 kvm bortset fra én dagligvarebutik, som ikke må overstige 2000 kvm.
NB! Jylland: Udlejning af erhvervslokaler - blinde vinkler. Kurset afholdes d. 10. oktober 2018.
Teknik og Miljø vurderer, at dispensationen kan gives, og Magistraten godkendte mandag den 9. april 2018, at kvoten tildeles. Ifølge ATP er det dog stadig uafklaret, om man vil benytte sig af muligheden for at etablere den 3.800 kvm store butik, og forventningen er, at man nu vil gå i dialog med lejerne i butikscentret.
ATP Ejendomme købte Clemensborg af Aarhus Kommune for 100 millioner kr. i slutningen af 1990erne. Bygningen husede i mange år Jysk Telefon, men blev overtaget af Aarhus Kommune i 1981, hvorefter Social- og Sundhedsforvaltning rykkede ind i ejendommen.
I 2001 satte ATP Ejendomme gang i en totalrenovering af Clemensborg med udgangspunkt i skitser fra Schmidt Hammer Lassen Architects, og det eneste, der står tilbage af den oprindelige bygning, er facaden. Bygningen blev lavet om til et butikscenter med butikker i flere plan. Den nyrenoverede bygning stod færdig i 2002. I 2010 blev bygningen igen renoveret.