Den anerkendte danske designer Josephine Malling skal stå i spidsen for ACT Architects nye afdeling for Interior Design og Space Planning. Med den nye afdeling bliver designstrategi og indretningskoncepter en fuldt integreret del af den danske tegnestues arbejde, skriver tegnestuen.
- Josephine har været en del af huset og vores arbejde længe, og derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at hun er den helt rigtige til at lede vores projekter inden for space planning og indretning. Vi har en fælles forståelse for, hvordan arkitektur og designstrategi får stor værdi af et tæt samspil, hvor vi gør os umage for at skabe tidløse løsninger sammen, siger Mikkel Westfall, administrerende direktør i ACT Architects.
ACT Architects har igennem det seneste år haft et tæt samarbejde med Josephine Malling på flere projekter.
Rentabel omdannelse af erhverv til bolig: Nye erfaringer. Konferencen afholdes den 7. november 2023.
- Efter 6 år som selvstændig med en lang række spændende opgaver, glæder jeg mig til at blive en fast del af ACT Architects. Det føles som et naturligt skridt efter jeg i vores samarbejde har oplevet en tilgang til projekterne, som taler direkte til mit professionelle hjerte: Menneskerne, omhyggeligheden, det æstetiske fokus og tilliden og nærheden i hvert projekt har jeg stor respekt for, og derfor glæder jeg mig til, at vi nu med Interior Design og Space Planning kan skabe projekterne sammen i en helhed – fra byggeri til designkoncept, siger Josephine Malling.
Josephine Malling har tidligere stået i spidsen for interiørkoncept og indretning af Carlsbergs nye hovedsæde, ligesom hun har været drivkraften bag omfattende renoveringer og nyindretninger af en række domiciler for større kapitalfonde og advokatselskaber i København.
Desuden har Josephine Malling stået bag den omfattende renovering og skabt designkonceptet til den æstetiske opgradering af Melsted Badehotel.
ATC Architects blev oprettet i begyndelsen af 2022 og kunne i sit første regnskabsår fremvise et overskud efter skat på knap 1,2 millioner kr.