Jordbrugets UddannelsesCenter Århus har over de senere år valgt at disponere deres eksisterende uddannelseslokaler anderledes. Det betyder, at de nu sælger deres lokation på Starupvej 20B i Malling lidt syd for Aarhus, som skolen har fået lokalplanlagt til boligformål. Skolen er placeret i gåafstand til Malling Letbane. Peter L. Moesgaard, direktør hos Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, siger:
"Vi vil gerne være en skole, der har let ved at tiltrække elever og kursister. I den proces er bl.a. vores nye skolehjemboliger, såvel som de rette arealer til undervisning essentielle elementer. Starupvej 20B har i nogen tid ikke været relevant for vores daglige arbejde. Med den bynære placering med skole, indkøb og Malling Letbane station i gåafstand, vurderede vi, at arealet skal sælges bedst muligt."
"Derfor har vi nu fået udarbejdet og godkendt en lokalplan, som vil kunne rumme 7.300 m² bolig på den spændende matrikel, placeret på en smuk og kuperet grund tæt på byens midte. Provenuet fra det kommende salg ønsker vi at bruge på at forbedre vores faciliteter på skolens afdelinger i Beder og Mårslet."
Ideel til boliger
De seneste mange år har Aarhus vækstet voldsomt, mens tempoet har været lidt lavere i Malling. Med tilføjelsen af letbanen og adgangen til E45 via Giber Ringvej, er Malling igen en by i fokus med mange kvaliteter, som vil tiltrække nye borgere. Derfor er der også et øget behov for boliger i Malling, fortæller Tonny Broberg, projektchef med ansvar for Jylland og Fyn hos EDC Projekt Poul Erik Bech:
"Malling er en attraktiv by med en skøn placering tæt på Aarhus. Fra ejendommen på Starupvej er du rent faktisk i cykelafstand til stranden, både skolen og letbanen er placeret i gåafstand og indkøbsmuligheder er placeret centralt i byen, blot få hundrede meter fra ejendommen."