Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og partnerkredsen Nyborg Kommune, A.P. Møller Fonden og Realdania aftalte for halvanden måned siden finansiering for udbygningen af det historiske slot.
Næste led for at få byggeriet i gang er en proces i Folketinget, hvor der skal vedtages en anlægslov.
Derfor sendes anlægsloven nu i høring med høringsfrist den 23. august. Det forventes, at loven behandles i Folketinget i år.
Projektet omfatter ikke blot en restaurering af slottets oprindelige Kongefløj, men også tilføjelse af en helt ny udstillingsfløj, en ringmur, en ny broforbindelse til slottet og ikke mindst en forhøjning af Vagttårnet til 18 m, med udsigt over by og Storebælt for slottets gæster.
Vinderforslaget om nybyggeriet ved Nyborg Slot er udviklet i et samarbejde bestående af Cubo Arkitekter, Jaja Architects og VMB Arkitekter, med ingeniørfirmaet Søren Jensen som ingeniør og Schønherr Landskab som landskabsarkitekt.
”Det kan ikke gå hurtigt nok med at få gang i maskinerne, så vi kan se et færdigrenoveret Nyborg Slot med en ny ringmur, højere tårn og en flot formidlingsbygning. Nu har vi fundet pengene, som har reddet projektet. Det glæder mig meget, at vi nu tager det næste vigtige spadestik”, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Slots- og Kulturstyrelsen har sendt en miljøkonsekvensrapport om anlægsprojektet i offentlig høring. Det er vurderingen i rapporten, at projektet ikke vil medføre nogen væsentlige negative påvirkninger af miljøet.
Byggeprojektet forventes at være afsluttet i 2028 inden for en samlet ramme på 327,6 milliomer kr.
Statens andel er på 114,2 millioner kr. mens A.P. Møller Fonden og Realdania hver bidrager med 80 millioner Nyborg Kommunes bidrag er på 53,4 millioner kr.
Anlægsarbejderne skal sendes i udbud, når anlægsloven er vedtaget.
Projektet har været i gang i mere end 10 år, men blev standset i 2020 efter langvarige tovtrækkerier omkring finansiering og en afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det har forsinket projektet og gjort det dyrere, blandt andet fordi prisen på byggematerialer er steget.