Med underskrivelse af totalentreprisekontrakt er projekt "Grønnebro" på hjørnet af Hvidovrevej og Kløverprisvej i Hvidovre nu på vej til at blive realiseret. AKF opfører projektet med JCN Bolig som totalentreprenør. Rådgiverteamet består af Mangor & Nagel, en del af AART, som arkitekt, BOGL som landskabsarkitekt og Viborg Ingeniørerne som ingeniør.
- Projektet har været længe undervejs, og vi har haft et konstruktivt og godt samarbejde med Hvidovre Kommune hele vejen. Ingen tvivl om, at Grønnebro har fundet sin helt rette udformning og tilpasser sig sine omgivelser på optimal vis. Dette kan kun blive et attraktivt boligområde og tilføre lokalområdet mere værdi. Det er dejligt, at vi nu kan igangsætte byggeriet, og det er med en rigtig god fornemmelse, at vi har underskrevet totalentrepriseaftale med JCN Bolig, som dermed skal opføre Grønnebro for os, siger Ino Dimsits, administrerende direktør i AKF.
Sydhavn: De store projekter. Konferencen afholdes den 8. marts 2023.
De 171 boliger i Grønnebro er fordelt på 4 etagebebyggelser, 8 rækkehuse og et tårn. Lejlighederne i etagebebyggelserne vil være på 66-116 kvm. Rækkehusene har en størrelse på 118-126 kvm og har kælder og tagterrasse. Bebyggelsen på i alt 15.870 kvm indeholder også et fælleshus, en dagligvarebutik og et erhvervslokale.
De første boliger i Grønnebro står som nævnt klar til indflytning i starten af 2025, og dagligvarebutikken vil blive genåbnet i sin nye form i forbindelse med, at de første boligetaper bliver taget i brug.