Som et vigtigt skridt i denne proces har Brøndby Kommune i samarbejde med ejendoms- og udviklingsselskabet AKF og pensionsselskabet Sampension ansøgt Ankestyrelsen om tilladelse til at etablere et arealudviklingsselskab.
Først når denne tilladelse foreligger, og en række igangværende tekniske undersøgelser er gennemført, kan parterne træffe endelig beslutning om at igangsætte byudviklingen.
Mangfoldighed i fokus
Et afgørende mål for byudviklingsprojektet er at sikre Brøndby Strand et varieret boligudbud bestående af forskellige ejerformer og boligstørrelser, der imødekommer forskellige behov. Her vil der særligt være fokus på at øge antallet af ejer- og andelsboliger i området, samtidig med at der også vil komme private lejeboliger, seniorboliger og nye almene boliger.
- Specielt bymidten trænger til nyt liv, siger Maja Højgaard, borgmester i Brøndby Kommune.
- Netop derfor har det været vigtigt for os at finde den helt rigtige samarbejdspartner.”
Visionerne for Fremtidens Brøndby Strand omfatter etablering af nye butikker, ny skole, nyt byliv, ny infrastruktur og 2.200 nye boliger.
Med ansøgningen til Ankestyrelsen om etablering af et arealudviklingsselskab ønsker kommunen at gå sammen med private parter for i fællesskab at tage ansvar for byudviklingen. I det planlagte selskab vil Brøndby Kommune eje 50 %, mens AKF og Sampension deler de resterende 50 % i et fælles selskab.
Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension, siger:
- Bydelen har et kæmpe potentiale – med strand og skov i nærheden og med en beliggenhed 12 km fra centrum af København. Vi ser frem til, ved hjælp af langsigtede investeringer, at kunne løfte kvaliteten af ikke mindst bymidten samt sikre fokus på bæredygtigt byggeri og biodiversitet i området.
Ino Dimsits, administrerende direktør i AKF, tilføjer:
- Vi har allerede gode erfaringer med byudvikling i Brøndby Kommune, så vi glæder os til at bidrage til opførelsen af nye, attraktive boliger og til at indgå som medejer og partner i et arealudviklingsselskab. Vi håber også at kunne trække på vores erfaringer fra bl.a. vores kulturhus Kernen i Kirkebjerg og ser frem til at være med til at skabe stærke fællesskaber og større sammenhængskraft på tværs af almene og private matrikler.
Tid og tålmodighed
Og så er der det med tiden. Brøndby Kommune har allerede været igennem en længere proces og dialog med forskellige investorer og er meget tilfredse med samarbejdet med AKF og Sampension. Om det lykkes at stifte det ønskede arealudviklingsselskab, vil de kommende måneder vise. Hvis alt forløber som forventet, regner parterne med at kunne indgå en aftale i begyndelsen af 2025. Inden da skal en række tekniske undersøgelser dog færdiggøres for at sikre, at projektets økonomi hænger sammen. Derudover kræver stiftelsen af arealudviklingsselskabet godkendelse fra både Ankestyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.